Undtagelsen og gentagelsen

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Skulle man retningsbestemme tunnelsynet før en tidskørsel, går det indad. Hovedet forbereder kroppen på at gå helt ud til grænserne, så absolut alt er brugt, når løbet er forbi. Det er en dag, hvor alt fungerer som et tilløb. Først langsomt og tavst, så hurtigt ud gennem publikums skrigende larm med lyden af sportsdirektørens skrattende stemme inde i hjelmen. Alle kurver bliver skåret til styrtgrænsen, alle pedaltråd skal taktfast piske sig vej gennem en mur af smerte til sidst. At intet er overladt til tilfældighederne, er alles udgangspunkt, men at alt er overladt til dem selv, definerer, hvorfor sådan en dag er lige så ond, som den er ærlig. Sådan var sidste etape af dette års Tour, og ingen kan savne gadeløbet i Paris, når det udfolder sig så smukt, som det gjorde i Nice.

Sidste år var tidskørslen på 16. etape til Combloux et point of no return for Jonas Vingegaards suveræne sejr, og den udgjorde en afgrund af forskel ned til Tadej Pogacars evner til at matche danskeren. Ikke bare i den individuelle disciplin mod uret, men i kunsten at køre og vinde det største etapeløb af dem alle. Efter det punkt og den konklusion var det nærliggende at dele land og rige sådan mellem dem, at Pogacar nok var den bedste til det hele, men Vingegaard umulig at slå under de tre store uger i Frankrig. Det virkede som en fair fordeling, for der er reelt set ikke ret meget tilbage. Men efter i år kommer ingen til at placere Pogacar i Vingegaards skygge.

Tadej Pogacar ligner for så vidt det, han er, men alligevel er der noget ved ham, der står ud, og ikke passer ind. Der er mere end en gråzone mellem hans legesyge sind, smilende væsen og den uhyrlige, topforberedte og komplet ustyrlige atlet, han er på cyklen. Der forekommer at være et enormt grænseland mellem de to sider af hans person, som ingen rigtig har et kort over. For hvordan kan man være så afslappet og let til sinds, når man er så enestående god og nådesløs suveræn, mens konkurrencen er i gang? De kaldte Eddy Merckx for Kannibalen, fordi han raserede det hele. Tadej Pogacar deler slik ud til sine konkurrenter bag podiet. At nogen kan rumme de to yderligheder mellem skælmsk, spontan glæde og gigantisk atletisk grusomhed, er måske mandens mest iøjnefaldende talent, når alt kommer til alt. Det ligner en gåde, men kombinationen gør ham meget umulig at hade, selv for dem, hvis karrierer bliver kontinuerligt betinget af hans bedrifter.

Vingegaard hældte sidste år isvand på den brændte jords taktik, som Pogacar har brugt mod alle andre. Han kunne modstå slovenerens totalangreb, og han kunne til sidst tillade sig ikke at frygte dem. Da han vandt første gang, var det en sensation, men da han sejrede anden gang, var det ikke længere en undtagelse. Spørgsmålet handlede udelukkende om, hvordan det ville ende i år. Den afsluttende 21. etape i Nice bekræftede kun forskellene, der er blevet udmålt de foregående tre uger, men det ville være letsindigt at tro, at de kontraster strækker sig længere end hertil. Alle ved, at Vingegaard kommer stærkere tilbage. Om det er nok, er der ingen, der lige nu kan svare på med andet end et gæt.

Cykelsporten i dag er defineret af to meget forskellige personligheder, der kontinuerligt flytter grænser for hinanden. I år skulle de begge meget forskellige omveje for at møde hinanden igen. Mens Pogacar storsejrede efter forgodtbefindende på vej til sin Giro-triumf, var Vingegaard kun lige gået i gang med at træne rigtigt igen efter sit styrt. Gyseren handlede ikke kun om muligheden for et opgør, men lige så meget om, hvordan deres to formkurver ville møde hinanden med så forskelligt et udgangspunkt. Det er svært at være oprigtigt overrasket, men selv med det for øje har spændingsniveauet muligvis været højere end nogensinde før.

Selvom de måske ser hinanden igen til VM, er der en opbyggelig pointe i, at de stadigvæk satser forskelligt. Skulle de i virkeligheden fryse Pogacars ambitioner på tværs af hele sæsonen helt ned og kun tø dem op til Touren hver sommer? Skulle de kunne overbevise Vingegaard om, at det ikke kun handlede om at vinde det samme, men det hele henover en hel karriere? Nej, for så ville deres indbyrdes kollisionskurs ikke være den samme. De ville slægte hinanden for meget på og udvande deres personligheder. Pogacar vil det hele, Jonas Vingegaard vil have hævn.

Duellens højdramatiske autenticitet er det vigtigste og udfaldet faktisk underordnet. Det handler om to mennesker, der kan noget, og den ene kan aldrig blive en kopi af den anden. Vi har set deres styrker, og vi kender lidt til deres svagheder. At det har kunnet vibrere så længe, har været den største gave. En af dem skal vinde lige så meget, som den anden skal tabe.

Nogle ting i årets Tour vil stå som tidsfæstede monumenter over en sport, der har flyttet sig enormt af mange forskellige årsager. Fra Mark Cavendishs 35. sejr til Biniam Girmays uforlignelige ridt ind i afrikansk sportshistorie ligger der 16 års fortællinger, der både tager afsked og byder velkommen. En af de mest tilbageskuende og nostalgiske sportsgrene har alligevel en evne til at forny sig, og det er den smukkeste pointe for dette års løb. Vingegaard og Pogacars andel i det er enorm, og den peger kun fremad, for ser man tilbage, er de uhyggeligt lige. Inden enkeltstarten her til aften var den samlede tidsforskel mellem dem fra 2021-udgaven af Touren til i dag blot 22 sekunder efter hele 327 timer og 39 minutters cykelløb fordelt på 83 etaper.

Der har været talt meget og måske rigeligt om tal for kraft og vægt, for duellen er mellem to mennesker, der begge har en ufattelig ydeevne, som mest af alt kommer til syne, når de træder i karakter over for hinanden. Det sug, det giver os, kan heldigvis hverken måles eller vejes, og decimalerne forsvinder og bliver ligegyldige som et spejl for spændingen. Og spændingen den er for så vidt intakt, og derfor er cykelløbet igen den største vinder, når Pogacar tager trøjen af sent i aften. Til den tid sover Vingegaard sikkert allerede. I morgen er en ny dag.