Da løbet blev kørt

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Man kan formentlig ikke planlægge sig ud af livets største udfordringer, og man kan under ingen omstændigheder gøre det på Tourens højeste bjerge. Kortene kom på bordet på etapen til Isola 2000, og de fleste af dem havde billedsiden opad. Hvis nogen ville noget, skulle de vise, hvem de var. Sidste år blev den udslagsgivende hånd spillet på 17. etape, i år skete det to dage senere.

I går blev Tour de France reelt afgjort, selvom det først slutter på søndag, og det, der ligger indimellem, handler om individuelle etaperesultater og de andre pladser på podiet. Tadej Pogacar kan ingen røre, her hvor han hurtigt og sikkert kører sig videre ind i historien som den nyere tids bedste cykelrytter. Måske den bedste nogensinde. At ingen kunne stille noget op mod den kendsgerning, betød dog ikke, at ingen ville prøve. Sådan skulle det være, men det startede godt og sluttede skidt.

Visma-Lease a Bike havde en håbefuld og ambitiøs plan, men konklusionen blev en helt anden end den, de kørte efter. Ambitionen og udførelsen kunne man for så vidt ikke fortænke dem i, men da finalen foldede sig ud, begyndte de forskellige drømmescenarier at gå op i røg. Fra asken af alt det, det hollandske hold ville, rejste Pogacar sig for gud ved hvilken gang, som om intet var hændt, og viste endnu en gang, hvor pokalen skulle stå. Han er lige nu på et niveau, hvor han udsletter rekorder, ingen gidsler tager og sætter så præcist ind, der hvor de andre er i problemer, at man kan stille sit ur efter det. Og i går ringede klokken ud for Vingegaards mulighed for at vinde dette års Tour de France.

Løbet skulle passere Tourens tag, før at Vingegaard indrømmede det, han har forsøgt både at tale og køre sig fra i vilkårlig rækkefølge. Han har uden tvivl troet på det, for ellers skulle vi ikke helt hen til næstsidste bjerg på 19. etape for at se beviset på det modsatte. På vej op til Cime de la Bonette blev han så klar over sin egen situation, at han ændrede på holdets stort anlagte plan og trak sig selv ud af den ligning, der ikke længere kunne få det store regnestykke til at gå op i Tour-sejr nummer tre.

I dalen hen mod byen Isola inden opkørslen til målstregen et par kilometer oppe i luften havde danskeren set virkeligheden i øjnene. På det tidspunkt havde han siddet alene siden den sidste del af løbets højeste bjerg i en gruppe, der burde have talt mindst en makker eller to. Da Vingegaard resignerede sin del af den angrebstaktik, Visma-mandskabet havde lagt for dagen, glemte holdet alt for hurtigt, at der kunne ske centrale ting, der stadigvæk ville brænde på for deres rytter placeret på løbets aktuelle andenplads. Sidste års vinder endte med at sidde alene mere end 70 kilometer af etapens 144. Det er så højrisikabelt tankeløst, at det hollandske superhold burde tvinges til at skrive et appendiks til næste oplag af deres bog The Plan, og de kunne passende give det titlen »Shit happens – but do we look like we care?«.

Ideen havde i første omgang været at placere et tilpas antal Visma-ryttere ude foran som satellitter for et senere angreb, og på en kolossal kongeetape koster det vigtige brikker overhovedet at komme så langt. Men det gjorde de, og det var storslået. Alt var lagt an på et angreb, og derfor klippede Vingegaards hold dagen op i flere sektioner, hvor danskeren så skulle forsøge at ramme de fremskudte for at sætte Pogacar skak eller i hvert fald sætte ham stævne til et opgør uden andre gæster end dem, han selv havde inviteret. Sådan vandt de Touren over sloveneren i 2022 til stor jubel, for det var et taktisk mesterværk. Her to år senere kunne den samme tilgang være endt som et elendigt makværk, for holdet spillede højt spil, og taktikken kollapsede. Heldigt for Vingegaard fik den situation ingen konsekvenser for andenpladsen, men uheldigt for holdet piskede Pogacar væk til sidst og ødelagde gevinsten, der i den reformulerede taktik var tiltænkt Matteo Jorgenson: etapesejren på den store dag.

Når cykelryttere sidder på det yderste på de øverste bjerge, kan de mærke noget, vi ikke kan se. Det er derfor, at vores holdninger til det, de gør, ikke altid flugter med virkeligheden, der hvor den bliver skabt. Den perfekte plan findes kun, hvis de andre står helt stille, mens vi prøver at ramme dem, og den version af udførelsen findes meget sjældent i cykelløb. Her skal beslutninger tages i samme sekund, som konsekvenserne af dem indtræffer. Der er ikke ret meget overskydende plads til at tage fejl i en pulje med et endeligt antal kræfter; for det, der er brugt, kommer ikke tilbage igen. Det ved Vingegaard, og derfor var det bravt kaldt, da han lod vennerne vide, at de selv kunne køre efter deres egen succes. At ivrigheden efter en sejr så endte med at ligne en nærig behandling af ham, der gav slip, kommer også til at stå som et korrektiv for Visma-Lease a Bikes forkromede plan.

Hvis Pogacar sidste år var både væk og død på nøjagtigt den samme kalenderdag, var han kun det første i går og i en helt anden forstand her 12 måneder senere. Han havde formentlig siddet nede i dalen bag sine håndgangne mænd og kunnet se, hvor det bar hen. Det sted, Vingegaard indså, at det var forbi, kunne Pogacar drage sine egne konklusioner, og de to behøvede ikke at tale sammen for at finde ud af, at de var kommet frem til det samme.

Derfor var hans angreb i går alene for at vinde etapen. Det vil professionelle cykelryttere alle som en, og dem, der tror, at den slags er enten grådigt eller hånligt, aner ikke, hvad der får netop den type mennesker ud af sengen, væk fra familien, søndagsmiddage, kageborde og den anden øl, alle har lyst til, og tilbage fra styrt. De ofrer meget, og derfor søger de konstant efter det hele, når chancen byder sig. Nok er Pogacar fra en anden planet, men lige den drift har han tilfælles med alle andre, der laver det samme som ham her nede på jorden.