Tyndslidt og desperat

Hvad er det egentlig, der er galt med børnefamilierne? Har de det værre end tidligere generationer? Eller skal de bare ranke ryggen, pakke deres selvrealiseringsbehov sammen og lære at sætte grænser for deres afkom? Alt det er der mange, der har en holdning til, skulle jeg, der for tiden selv har tre små børn, hilse at sige, og jeg tvivler på, vi når frem til et klart svar. Men så er det jo heldigt, vi har fiktionen, der modsat den offentlige debat, kan håndtere flere sandheder på samme tid, og mere specifikt er det heldigt, at vi nu får endnu en sæson af komedieserien De bedste år, som så sandelig ikke er perfekt, men som har et sjældent godt blik for nuancerne i det snotnæsede kiksekrumme-søle, nogen af os er midlertidigt forvist til.

Vores hovedpersoner er det ikke længere helt unge par, Mathias og Louise, som spilles troværdigt tyndslidt af Magnus Millang og Stephania Potalivio, og vi følger sådan set bare deres hverdag. Til slut i første sæson fandt de ud af, at de var gravide med et tredje barn, hvilket ikke var planen. De havde lige mærket det værste pres lette fra skuldrene, børnene var ikke helt små længere, og måske var der faktisk tid til endeligt at få afholdt det bryllup, men nej, på den igen. Og således møder vi dem i anden sæson, efter deres tredje søn, lille Vagn, er kommet til verden, og de er desperate for at finde et nyt sted at bo. De får selvfølgelig en blank afvisning fra det københavnske boligmarked og ender i et medtaget rækkehus i en ikke navngiven forstad, som den kraftigt desillusionerede Mathias på et tidspunkt kalder Røvsutterup.