I en øm scene fortæller Odysseus, forklædt som tigger, at grækerne gik for vidt, da de smadrede Troja. Han genkalder sig plyndringerne og voldtægterne, nedslagtningerne og ødelæggelserne, og hvordan krigerne satte ild til husene og til sidst vandaliserede trojanernes helligdomme. Vi ser det ske, mens han fortæller om det i Christopher Nolans The Odyssey. Hans ansigt er forpint, det var forkert, og vi forstår, at Odysseus måske nok er rejst ud som hærfører, men han er hjemvendt som en fredens og følelsernes mand. Sådan kan krig forvandle et menneske.

Sagen er bare, at det er løgn. I al fald hos Homer, hvor Odysseus aldrig sad og græd over sine handlinger. Han rejste heller ikke ud for at give sine 600 mand, som døde under hjemrejsen, en ærefuld begravelse, ligesom han ikke gik lamslået rundt og iagttog ødelæggelsen af Troja, tværtimod deltog han i løjerne og sørgede endda personligt for, at et spædbarn blev slået ihjel.