En af sidste års markante læseoplevelser var for mit vedkommende Linn Ullmanns Pige, 1983, hvori hun ansporet af MeToo og coronapandemiens isolation reviderer sin erindring om sig selv. I november 1983 rejste hun som blot 16-årig til Paris på opfordring af en nogle-og-fyrreårig modefotograf, og det, som Ullmann lykkes med i romanen, er at genbesøge denne oplevelse uden at belaste den urimeligt med den ny tids normer. Jeg kom til at tænke på Ullmanns roman, da Tove Ditlevsens barnebarn Lise Munk Thygesen for nogle uger siden udgav slægtsbiografien Tove Ditlevsen var min mormor, hvori hun afslører, at Ditlevsens mand, Victor Andreasen, angiveligt forgreb sig på sin mindreårige steddatter, og den efterfølgende debat har naturligvis kredset om, hvorvidt Tove Ditlevsen også vidste, at det skete.

En lidt underbelyst pointe i Pige, 1983 er, at Linn Ullmanns mor, den feterede skuespiller Liv Ullmann, sendte sin datter til Paris, vel vidende hvem hun skulle mødes med, og begge udgivelser giver anledning til at overveje, hvad der mon gik gennem hovederne på alle disse mødre? Måske er dét ligefrem næste kapitel i det revisionistiske projekt, der er i gang med at forandre, hvordan vi forstår os selv og hinanden.

I mellemtiden anbefales det at læse Synne Rifbjerg og Pernille Stensgaards sankthanstekst, der ud over at forsyne læseren med gode livsråd også vejleder til, hvordan vi skal forholde os, når ny viden skæmmer kulturhistoriske ikoner.

Tidens brydninger fornemmes også andre steder i ugens kultursektion. Filmskaber Nitesh Anjaan har skrevet et personligt essay om det norske hiphopfænomen Karpe, der optræder på Roskilde Festival næste uge. Karpe sætter, ifølge Nitesh Anjaan, lyd på erfaringer, han selv og jævnaldrende med immigrantbaggrund har gjort sig, og han efterlyser i samme forbindelse, at vi her i Danmark får flere og bedre historier om at være ung og ikkehvid i Skandinavien.

Essayet udkommer på et tidspunkt, hvor debatten om repræsentation og mangfoldighed finder sted, og netop især i filmindustrien. Tirsdag afholdt Det Danske Filminstitut et »seminar om mangfoldighed og repræsentation i dansk film«, hvor det blev offentliggjort, at alle filmhold, der søger produktionsstøtte, fremover skal aflevere en »mangfoldighedsredegørelse«, hvori man skal beskrive, hvad man har gjort for at skabe diversitet på sin produktion. Og denne weekend afholdes så den nystartede festival Generation i København, hvor man kan opleve årets 13 afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.

Festivalen er af filmskolens rektor, Tine Fischer, blevet beskrevet som et initiativ, der skal vise, hvordan filmkunsten »forholder sig til tidens store kunstneriske, sociale og politiske dagsordener, der optager ungdomsgenerationen i dag«. Til det bemærker Lasse Winther Jensen, som anmelder de seks fiktionsfilm: »Jeg bliver altid en smule nervøs, når en kunstuddannelse lægger så stor vægt på tidsåndens paroler – sociale og politiske initiativer er nu engang langt bedre egnet til at beskæftige sig med det sociale og politiske, end filmkunsten er. Dagsordener og virkelighedsskildringer på film er kun noget værd i den udstrækning, de er underlagt et interessant og personligt filmsprog.«

Heldigvis, kan jeg afsløre, blev de bange anelser gjort til skamme, men pointen er ikke desto mindre værd at hæfte sig ved: En film – lige såvel som en roman – er ikke god alene i kraft af, at den inddrager »andre og ofte oversete virkeligheder«. Kvaliteten kommer af, at en kunstner kan omsætte sit originale blik på verden til et personligt sprog, og af samme grund er den foreslåede »mangfoldighedsredegørelse« ikke et redskab, som Det Danske Filminstitut bør implementere. Kunsten, og den omgivende industri, må snarere dreje sig om individuelt talent end om at yde retfærdighed for udvalgte socialgrupper.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Anne Sophia Hermansen, som fremhæver den kommende Depeche Mode-koncert i Parken og tilsyneladende især, hvis man har »friværdi, midtvejskrise og dødsangst«.

Depeche Mode har spillet sammen i godt 43 år og kommer nu til Danmark i forbindelse med deres Memento Mori-turné. Memento Mori henviser til Depeche Modes seneste album, der blev til efter pandemien og bandmedlemmet Andy Fletchers død, men det var også det, som slaver hviskede i øret på triumfatorerne, så de ikke blev for overmodige. Ifølge en anmelder fra The Guardian har Dave Gahan og Martin Gore genfundet kærligheden til hinanden, og det er selvfølgelig rørende, men måske også lidt bekymrende, eftersom bandets vandmærke er smerte, en hel del lidelse og så endnu mere smerte tilsat konflikt og dysfunktionalitet. Men okay, vi bliver alle ældre og mindre konfliktsøgende, når hormonniveauet falder. Koncerten vil i næste uge vise, om Gahans hedonisme stadig går med musikalsk læderkorset, og om bandet ligesom i 2017 kan skabe sakrale øjeblikke på et stadion med ellers katastrofalt formørket akustik. Jeg tror det og har ofret mig og købt billet, så jeg kan levere en beretning fra frontlinjen. Sætlisten lover heldigvis adskillige numre fra storhedstiden i 80erne og 90erne og et behersket antal nye. Der er lagt op til technomesse for livets korthed i Parken på tirsdag. Distortion for voksne med friværdi, midtvejskrise og dødsangst.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.