Totalkunstneren

Der skulle en texaner med talebesvær til at forløse det 20. århundredes teater.

Robert »Bob« Wilson voksede op i kristne Waco som søn af en konservativ advokat. Et sted, hvor kvinder gik i kjoler, og teater var en synd. Wilson stammede og blev sendt til den lokale danselærer, der vidste, hvordan man kurerede den slags. Værre var det med den unge mands homoseksualitet, der ikke lige stod til at helbrede.

Efter års pligtstudier i erhvervsøkonomi ved University of Texas drog Wilson i 1962, som 20-årig, til New York City, nærmere bestemt Brooklyn, hvor han, nu så godt som befriet for besværet med tungebåndet, gav sig til at studere kunst og arkitektur. Inspirationskilderne var Bauhaus-ikonet Sibyl Moholy-Nagy, ekspressionisten George McNeil og balletmesteren George Balanchine.

Som 23-årig begyndte Wilson at arbejde i krydsfeltet mellem terapi og teater. Han skabte små værker sammen med hjerneskadede, autister og døvstumme, endda en ballet med jernlungepatienter udstyret med fluorescerende respiratorer. Tre år senere, i 1968, stiftede han performancegruppen Byrd Hoffman School of Byrds.

Mens opsætningerne The King of Spain (1969) og Deafman Glance (1970) skabte rabalder blandt kuratorerne for det naturalistiske teater, var det KA MOUNTAIN AND GUARDenia TERRACE (1972), en syv døgn lang, ubrudt undersøgelse af tid og rum på et bjerg i Iran, og operaen Einstein on the Beach (1976), der gjorde ham til et internationalt navn.

PÅ LINJE MED Tadeusz Kantor i Kraków, Heiner Müller i Berlin og New York-kollegerne i The Wooster Group udgjorde Wilson fortroppen i det såkaldt postdramatiske teater, der gjorde effektivt op med den fortællende dramateksts traditionelle dominans.

Op gennem 1970erne, 1980erne og 1990erne udvidede Wilson sit territorium og samarbejdede med førende kunstnere som modedesigneren Pierre Cardin, musikerne Tom Waits og Lou Reed, solodanseren Mikhail Barysjnikov, performancekunstneren Marina Abramovic, skuespilleren Willem Dafoe og komponisterne Philip Glass og Arvo Pärt.

Totalkunstværkerne Death Destruction & Detroit (1979), the CIVIL warS (1984), Hamletmachine (1986) og The Black Rider (1990) chokerede publikum og kritikere – da den 12 timer lange The Life and Times of Joseph Stalin spillede på Det Ny Teater i 1973, udvandrede det københavnske publikum i protest. I dag står det klart, at disse værker var katalysatorer for en ny forståelse af scenekunst som genrekrydsende og grænsesprængende, musikalsk og bevægelig billedkunst.

Ved indgangen til det nye årtusinde fik man let det indtryk, at Wilson, der godt nok fortsatte med at iscenesætte helt indtil sidste år, havde sagt sit. Det var hans billedbårne verden, horder af yngre scenekunstnere tog i grådig besiddelse, mange som kopier af den gamle mester. Forfatteren Susan Sontag, en anden af Wilsons samarbejdspartnere, mente sågar, at »ingen anden kunstner har sat et større aftryk på vores samtid«.

EFTER ET ENESTÅENDE livsværk er den amerikanske scenekunstner Robert Wilson død, 83 år gammel. Sine sidste sommerdage tilbragte han på Watermill Center, et interdisciplinært kunstcenter på Long Island, grundlagt af Wilson selv som »et laboratorium for ydeevne« i 1992. Her har unge kunstnere og tænkere siden arbejdet, boet, udstillet, eksperimenteret, forelæst, diskuteret og inspireret hinanden.

Wilson var mange ting: instruktør, dramatiker, scenograf, koreograf, maler, skulptør, videokunstner, performer samt lyd- og lysdesigner. En scenemaskine af kød og blod, hvis kunst aldrig var en illusionskunst; her var smæk på lys og lyd, men ingen distraktion, som det hedder i Die Welts store nekrolog. Alt for længe havde skuespillerne snydt publikum, som karrieretryllekunstnere. Ladet, som om de var konger og bønder; klædt sig ud, forstillet sig.

Wilson ville noget ganske andet. Han ville skabe et virkeligt, visuelt frapperende verdensrum af lys, stof og bevægelse. Hans poetiske opsætninger var både opera, musical, dans, installation, billed- og lyskunst, videodesign og performance i ét. Altid uhyre præcist udtænkt og udført – som en ballet af George Balanchine.

De, der ønsker at begribe kunsten, finder Wilsons postmoderne teater vanskeligt. For hvad mener han med sine farvemættede, ofte ordløse tableauer uden et tydeligt narrativ? De, der giver sig hen og tør sanse, vil aldrig glemme, hvad de har set. Wilsons uudgrundelighed er ironisk nok oversættelig, og han endte som en gigant i både USA, Frankrig og Tyskland. Om »Notre Bob« skrev Le Figaro i sit mindeord: »Han var et ocean, ingen rigtig er klar over, hvordan man krydser.«

Her i landet var Wilsons nærmeste slægtning den ildrøde Kirsten Dehlholm, der døde sidste år, og som med først Billedstofteatret og siden Hotel Pro Forma skabte teater, der som Wilson rejste kloden rundt med ét ønske: at give os nye øjne at se teatret (og os selv) med; at skærpe vore blikke.

Den seneste Wilson-opsætning, Hamletmachine, fandt sted for ti uger siden i kinesiske Ganzhou. Forestillingen havde urpremiere tilbage i 1986 med en besætning af NYU-studerende og er siden blevet opført i Hamborg og Rom, ligeledes med lokale studerende. I Ganzhou var castet naturligvis kinesisk.

Hvis Bertolt Brecht brugte første halvdel af det 20. århundrede på at give teatret et nyt sprog, brugte Robert Wilson den sidste del på at give det et funklende rum at være i.