Tadej Pogačar ved godt, hvad Jonas Vingegaard gjorde sidste sommer. Han satte en stopper for – eller bremsede i det mindste – det slovenske vidunderbarns Tour de France-dominans, netop som det i årene forinden var begyndt at se kronisk umuligt ud.
Persongalleriet og magtbalancerne var faldet på plads. Det lignede mere end bare udkastet til en æra, der på sigt burde kunne stadfæste sig på linje med dem, Coppi, Merckx, Hinault, Indurain og – om man vil – Lance Armstrong havde indskrevet sig i for eftertiden. Pogačar var lige så ny en historie, som hans potentiale for at dominere nærmest var skrevet på forhånd.
At danskeren havde store muligheder i verdens hårdeste cykelløb, blev klart for alle, da han kørte sig på podiet fra en position som debuterende dubleant for holdkammeraten Primož Roglič i 2021. At han allerede ville kunne slå Pogačar året efter, var en helt anden snak. En, der dog fik mere og mere at leve af i takt med, at danskeren sæsonen efter blev endnu bedre og meget mere tydelig i sit potentiale. Helt frem til Tour-starten i København, hvor det ikke længere blot var en feberagtig fædrelandsforhåbning, men en reel mulighed, givet det aktuelle styrkeforhold mand mod mand, hold mod hold.
I bjergene under sidste års Tour stod det tidligt klart, at Vingegaard var bedre end sin rival. At hans hold ville være det, vidste vi godt i forvejen. Da først den pseudoagtige fordelingssemantik om rollefordelingen mellem ham og Primož Roglič gik op i støv og styrt, var det kun Wout van Aerts personlige ambitioner i løbet, der stod i vejen for en entydig satsning hos Jumbo-Visma. Også den ligning fik de helt blændende til at gå op.
I det evaluative efterspil var de mest oplagte spørgsmål derfor, om sloveneren havde ramt sit øverste niveau? Og om hans hold havde levet op til opgaven at forsvare titlen mod så gennemført et kollektiv, som danskeren havde haft til rådighed?
Begge dele kan i det store hele besvares benægtende. Udover de mest åbenlyse fejldisponeringer, som Pogačar foretog af kåd kørelyst, var det springende punkt, hvorvidt han reelt set var så klar, som han kunne blive, og hvorvidt holdet var sammensat ambitiøst nok. Selv hvis man ser bort fra den ufrivillige afsked med fire ryttere til covid-19 og tabet af Rafal Majkas ellers vanligt kapable bjergben inden Pyrenæerne, var UAE-holdet på papiret overmatchet af Jumbo-Visma.
Hvor Pogačar tidligere har fungeret som en effektiv enmandshær i en på alle måder forrygende angrebstaktik på de sværeste dage, var han sidste år sat i defensiven, og det var en rolle, han stort set aldrig havde prøvet før. Jeg føler mig overbevist om, at han meget nødig har lyst til at havne der igen.
Vingegaard og Pogačar er hinandens løbsmæssige skæbne, og meget skal gå galt, hvis ikke deres dueller bliver en definerende, stor del af den mest interessante epoke i moderne cykelsportshistorie. Flere kan støde til den hierarkiske pulje med Egan Bernals mulige genkomst og Remco Evenepoels kometagtige udvikling, men det er stadigvæk de to, der er de mest komplette ryttere i Tour de France-sammenhæng. Og med Pogačars holds omfattende investeringer op til denne sæson og en rute næsten blottet for flade enkeltstartskilometer, er der ingen grund til at tro, at i år bliver mindre interessant.
Et andet og meget aktuelt aspekt ved den duel er, at den forfølger dem som en skygge, der vil spejle sig i hvert eneste løb, hvor de begge stiller op. Især de store af dem, og den disposition er det mest besnærende og generøse ved det ugelange etapeløb Paris-Nice, der starter på søndag.
Med en rute, der rummer alle de sværeste discipliner, kan Vingegaard og Pogačars duel netop her blive et af de mest opsigtsvækkende og markante møder inden den deciderede titelkamp til sommer. Potentialet for sidevindsræs, et hårdt holdløb, usædvanligt svære bjergafslutninger og muligheden for meget tætte opgør mellem de to udgør oplægget til en gennemlysning af de to største stjerners fysiske og mentale udrustning lige nu.
Især fordi de begge er kommet så godt og sejrende fra start, at der reelt set ikke er undskyldninger ud over sygdom og styrt. Begge kan tåle at tabe, men ingen af dem har på nogen måde lyst til at gå ind i den næste del af sæsonen med et fingeraftryk siddende fra ærkerivalens lussinger. Der er mere end bare resultatet på spil, og intet spin kan bortforklare værdien af at vinde over den anden, selvom vi kun er i marts. Når de begge møder op i foreløbig storform, er der så meget på spil, og som vi så sidste sommer, bringer det bedste cykelløb helt i forgrunden.
Den pointe er Tour-arrangøren, der også ejer og organiserer Paris-Nice, aldeles godt klar over, og deres forhåbninger om løbet som en dramatisk miniatureudgave af verdens største væddeløb er særdeles realistiske. Det er Frankrigs næststørste etapeudfordring og endnu mere i år på grund af de to rivalers tilstedeværelse på startlisten.
Paris-Nice er ikke bare en mellemregning, men en konklusion i sig selv for deres vedkommende, og selvom resultatet og måden, det blev skabt på, kan være nok så fjernt, når Tour de France begynder om fire måneder, vil et nederlag for en af dem være enten et forstyrrende eller i bedste fald motiverende element i opbygningen.
Det har potentialet til at blive en storslået uge, når heltene fra i sommer kaster konkurrencemæssig glans på foråret på den måde.
Find alle tidligere udgaver af Hjertets bjerge her.
