Tal med palæstinenserne

Sagen kort: Instruktøren Omar Shargawi opsøgte i forrige uge Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, foran Berlingske Media og stillede ham spørgsmål om Israel og Gaza, mens kameraet rullede. Videoen blev lagt ud på sociale medier. Krasnik afviste at debattere på gaden, men skrev senere et brev med sine svar. Nu svarer Shargawi igen.

Kære Martin Krasnik

Du skriver i avisen, at du gerne vil svare undertegnede, Stig Jørgensen og den propalæstinensiske bevægelse. Tak for det, men dit svar bærer dog mere præg af at fastholde en fortælling, der fraskriver palæstinenserne deres historie og virkelighed, end af en reel dialog. 

Lad os derfor gennemgå dine svar:

»Israel førte en retfærdig krig mod Hamas«
Dit forsøg på at adskille Hamas fra det palæstinensiske folk kan lyde smukt i teorien, men i praksis har Israels krigsførelse siden 7. oktober 2023 været rettet mod hele Gazas befolkning: Titusinder – heraf de fleste kvinder og børn – er blevet dræbt, hospitaler bombet, hungersnød systematisk fremkaldt. Hvis krigen virkelig kun var mod Hamas, ville befolkningen ikke være den primære målskive. Du skriver, at du fra foråret 2025 ikke længere mener, at krigen kan retfærdiggøres – men du glemmer, at frem til da, hvor Israel begik uhyrligheder i en massiv skala, blev Israels fremfærd netop legitimeret af stærke stemmer som din. Baseret på det, du skriver, og din indsigt i hele forløbet bør du som minimum erkende denne fatale fejl.

»Hvordan har du det med at støtte et folkedrab?«
Her vægrer du dig ved ordet folkedrab og føler mishag, fordi det »lugter« af at sætte Israel i samme kategori som nazismen. Men det handler ikke om din fornemmelse eller dit ubehag ved ordet, men om de faktiske handlinger: systematiske drab, fordrivelse og ødelæggelse af livsgrundlag. Og den israelske regerings intention har tilmed fra dag ét været klar; Netanyahu kaldte angrebet på Gaza for Amalek, og præsident Herzog proklamerede, at det var en hel nation, der var ansvarlig – bare for at nævne et par af utallige eksempler på regeringens tydelige folkedrabsintentioner. Når FNs egne eksperter og domstole tager folkedrabsanklager alvorligt, er det ikke propaganda – det er international lov. At tale udenom er ikke at anerkende loven, og ikke mindst; det gør ikke de titusinder af døde mindre døde. 

Og ærligt talt, Martin: Dit ad hominem-angreb, hvor du affejer folkedrabsanklagen som et forsøg på at »stemple« israelere, fremstår blot som en afledning og er under niveau. Jeg forstår godt zionisters frygt for, at det aktuelle folkedrab er en prisme, hvorigennem den omhyggeligt konstruerede fortælling om staten Israel afslører den virkelige historie om staten Israels tilblivelse – et kolonialistisk projekt baseret på vold og etnisk udrensning. Og netop her ligger problemet: at Holocaust bruges til at retfærdiggøre oprettelsen af en stat på bekostning af et andet folk. 

Der er ingen logik eller retfærdighed i at lade ét folks lidelser danne grundlag for et andet folks udslettelse. At insinuere, at jøder har patent på begrebet genocide, er usmageligt. Historien er fuld af folkedrab, og i dag rammer et af dem palæstinenserne. At dette sker under dække af jødernes historiske lidelser, er moralsk forkasteligt – og en hån mod selve mindet om folkedrabet på det jødiske folk.

Du anerkender, at 700.000 palæstinensere blev etnisk udrenset i 1948, men forsøger at udligne lidelsen ved at pege på de arabiske jøder, der efter Israels oprettelse forlod arabiske lande. Her er det vigtigt at skelne: Palæstinenserne blev systematisk drevet ud gennem en organiseret zionistisk kampagne – en etnisk udrensning for at skabe en stat med jødisk flertal. 

Det er ubestrideligt, at mange arabiske jøder oplevede fjendtlighed og i visse tilfælde blev presset ud af deres hjemlande i kølvandet på Israels oprettelse. Men samtidig blev jøderne i de arabiske lande aktivt lokket til Israel af den nye stat, der ønskede at »importere« en særlig gruppe for at erstatte de fordrevne palæstinensere. 

Israels egne arkiver dokumenterer kampagner i blandt andet Irak, Yemen og Marokko, hvor jøder blev skræmt, overtalt eller presset til at emigrere. Mange oplevede diskrimination i deres nye hjemland, men de blev ikke gjort statsløse – de blev en del af et nationalt projekt. At kalde dette en etnisk udrensning på linje med Nakba er derfor en voldsom fordrejning. Det, det zionistiske projekt gjorde, var at skabe en flygtningebefolkning gennem vold og tiltrække en anden gruppe som besættere – alt sammen for at konsolidere sin demografiske kontrol.

»Superzionist«
Du forsvarer dit gamle udsagn ved at insistere på nødvendigheden af en jødisk stat. Men du overser den centrale pointe: Zionismen blev realiseret på bekostning af et andet folk, som blev fordrevet og frataget deres jord og stadig lever som flygtninge eller under besættelse og apartheid. Palæstinensernes modstand mod zionismen er ikke et irrationelt had, men en konsekvens af den virkelighed, de er blevet påtvunget.

Jeg har forståelse for, at mange jøder er vokset op med forestillingen om, at zionismen er en uadskillelig del af deres identitet. Når man gennem generationer har lært, at det jødiske folks sikkerhed og fremtid hviler på en stat i Palæstina, kan det være svært at vriste sig fri af den fortælling. Men både historien og nutiden viser med al tydelighed, at zionismen, hvor romantisk den end kan lyde i sin idé om »et hjem for et forfulgt folk«, i praksis altid har været en ekskluderende og racistisk ideologi. 

Zionismen deklarerede også, at det nye hjem skulle være i et land uden et folk, hvilket var løgn, og den kunne ligeledes ikke realiseres uden fordrivelsen af hundredtusinder af palæstinensere i 1948, samtidig med at den ikke kan opretholdes uden systematisk undertrykkelse, apartheid og massakrer. Det er netop det, vi ser bekræftet i dag – i Gaza, på Vestbredden og i flygtningelejre rundtom i den arabiske verden, hvor generationer af palæstinensere stadig betaler prisen for zionismens projekt. Noget, også min familie er beviset på.

Samtidig bliver det stadig mere tydeligt, at flere og flere jøder rundtom i verden nægter at acceptere, at deres tro og kultur skal holdes som gidsel af en statsideologi, der handler om dominans og eksklusion. De tager afstand fra at lade jødedommen reduceres til et nationalistisk projekt, der retfærdiggør de mest forfærdelige forbrydelser mod et andet folk. Denne voksende bevægelse af jødiske stemmer, der siger nej til zionisme, er særlig vigtig: Den viser, at det er muligt at adskille jødisk identitet fra en statsideologi, og at solidaritet med palæstinenserne ikke er imod jøder, men et krav om universel retfærdighed.

Antizionisme og antisemitisme
Her laver du en klassisk sammenblanding: at kritik af zionismen er det samme som had mod jøder. Men palæstinensere og deres støtter kritiserer en politisk ideologi og en statspraksis – ikke et folk eller en religion. Det er et farligt retorisk trick at sidestille modstand mod besættelse med antisemitisme, fordi det både forvrænger kampen og udvander betydningen af reel antisemitisme, som vi alle bør bekæmpe.

Sammenligningen med Rusland og Kina er både forfejlet og misledende. Ingen betvivler, at både Rusland og Kina er undertrykkende regimer, men forskellen er, at de – med alle deres forbrydelser – ikke er etableret som kolonier på bekostning af et andet folks eksistens. Ingen foreslår, at Rusland eller Kina som stat skal opløses, fordi deres statsdannelse ikke i sig selv bygger på et projekt, der kræver fordrivelse af et oprindeligt folk.

Israel derimod er ikke bare en stat med en undertrykkende regering. Det er et koloniprojekt, der fra begyndelsen byggede på ideen om at erstatte en eksisterende befolkning med en ny. Staten er endda en etnonationalistisk apartheidstat – den eneste af slagsen.

Og for at komme kritikere i forkøbet; at påpege denne forskel er ikke udtryk for antisemitisme, men en nøgtern konstatering: Palæstinenserne er et oprindeligt folk under besættelse. Der findes ingen plausibel parallel til det i Rusland eller Kina. Derfor er det vildledende at kalde kritik af Israel »særligt« eller »ekstraordinært« – det er ganske enkelt en konsekvens af den historiske virkelighed.

Journalister i Gaza
Du antyder, at mange palæstinensiske journalister er Hamas-sympatisører. Men hvorfor er det altid palæstinensere, der skal mistænkeliggøres, mens israelske militærbriefinger og vestlige mediers artikler ikke behandles sådan? Journalister i Gaza risikerer alt for at dokumentere bombede hospitaler, massedrab på børn og hele kvarterer jævnet med jorden. At stemple dem som »aktivister« er ikke bare nedladende – det er at dæmonisere dem, gøre dem utroværdige og i sidste ende mindre værd som mennesker. Når deres ord og billeder fremstilles som propaganda, bliver også deres liv betragtet som mindre vigtige – hvilket afspejles i den vestlige presses kolde og oftest fraværende solidaritet med deres palæstinensiske kolleger.

Vi ved, at Israel systematisk arbejder på at undergrave disse journalisters legitimitet. Hæren har specialenheder, der har som erklæret opgave at finde eller opfinde smuds på palæstinensiske journalister. Formålet er klart: at kunne retfærdiggøre, når de likvideres. Hver gang en journalist myrdes, præsenteres det straks som »terrorbekæmpelse« eller som et »uheldigt« men nødvendigt angreb. Men når over 270 journalister er dræbt på kun to år – flere end i nogen andre krige eller massakrer – er det ikke uheld; det er en systematisk kampagne for at lukke munden på dem, der dokumenterer folkedrabet.

Og det virker: Når vi her i Vesten accepterer Israels narrativ, hjælper vi med til at stilne de stemmer, der kunne fortælle verden, hvad der virkelig sker. At reducere palæstinensiske journalister til aktivister er derfor ikke et neutralt udsagn. Det er en del af den samme logik, der gør drabene på dem mulige – og usynlige.

Om ansvaret for antisemitisme
Når du til sidst spørger mig, hvad jeg mener vi skal stille op med angreb på jøder rundtom i verden, bliver det groteske udstillet. Antisemitisme er et gammelt europæisk problem, der kulminerede under Holocaust, før staten Israel blev skabt. At placere et ansvar for dette på en dansk-palæstinensisk filmskaber og borger, blot fordi han kritiserer Israels handlinger, er absurd.

 Selvfølgelig skal jødehad bekæmpes – ligesom islamofobi, had mod palæstinensere og racisme generelt – men det er en fælles samfundsopgave, ikke en byrde, der skal lægges på skuldrene af den, der kalder på retfærdighed for sit folk. Hverken mig eller alle de andre, der kæmper for samme sag.

Hvis vi virkelig ønsker at »dæmpe gemytterne«, mens et folkedrab pågår, kræver det ikke at vende ansvaret mod undertegnede eller det propalæstinensiske miljø. Det kræver, at vi adresserer roden til problemet: et folk, der holdes under belejring, fordrivelse og vold uden udsigt til retfærdighed. Så længe det fortsætter, vil vrede og protester være en uundgåelig konsekvens, og at svage sjæle kan vende vreden mod jøder, muslimer eller palæstinensere – det er ikke mit ansvar at skjule den virkelighed, heller ikke dit.

Dialogen
Ægte dialog kræver at lytte – ikke for eksempel at forsvare Israels eksistens i sin nuværende etnonationalistiske form som en ufravigelig præmis. Det kræver at anerkende, at palæstinenserne ikke bare er en fodnote i Israels historie, men et folk med ret til frihed, sikkerhed og selvbestemmelse.

Du siger, at vi altid kan invitere dig til en samtale, men hvis der skal være en reel samtale, kræver det, at du stiller op – ikke kun for at tale om palæstinenserne, men også for at tale med dem. Vi tager gerne imod dit tilbud om et interview, hvis du virkelig mener, at dialog er vejen frem.

Med venlig hilsen
Omar