MÜNCHEN – Han ankommer til udstillingen i en kortege af sorte BMWer med blå blink på taget, og mens solen langsomt synker ned over München, skridter Markus Söder – den kristendemokratiske ministerpræsident i Bayern, som næsten blev Angela Merkels afløser og Europas mægtigste politiker – over til de ventende tv-kameraer, nikker til sikkerhedsfolkene og bekendtgør med klar og professionel røst, at Junglebogen altså er hans »lieblingsfilm forever«. At han er »total Marvel-fan«, at han elsker Bernard og Bianca og Aristocats og Star Wars.

»Jeg har set Disney som barn, og jeg ser det stadig med mine børn,« siger han til mig, mens vi følges ned ad en bred betontrappe mod hovedindgangen, hvor en kødrand af fotografer venter og råber, at jeg for helvede skal se at komme ud af billedet, og så blitzer de ellers løs. Söder ligner faktisk Baloo lidt, tænker jeg, mens han går ind i lobbyen til Den Olympiske Hal, hvor der er sort af mennesker. Tjenere løber rundt med champagne på bakker, og sladderfotograferne skyder billeder fra et podium foran den røde løber, hvor tyske skuespillere og influencere i kjoler og stiletter poserer mellem to store maskotter, der er klædt ud som Mickey og Minnie Mouse.