Det er lydniveauet i billederne, der gør forskellen. Støjen i farver, motiver og bevægelse. De svenske modernister fra perioden 1900-1945, som Kunstmuseum Brandts i Odense præsenterer på udstillingen Rosa sejl, er så spraglede og højrøstede, at dansk modernisme fra samme epoke fremstår beige og kommunal. Man kunne godt få den tanke, at Vilhelm Lundstrøm, Harald Giersing og Edvard Weie alle ville have tysset på de støjende svenskere, hvis de var trådt ind på Brandts i dette forår.

Allerede i det første store lærred i den aflange sal, Sven X-et Erixsons Arkæologer og trædrivere fra 1944, brager tømmerstokkene ude i elven, både til højre og til venstre, mens arkæologer klatrer rundt på klippen i midten og ridser helleristninger op med en glødende gul farve.