Tour – dag 9. Niende etape var et vidunderligt kaos, der klædte dette års Tour, selvom katastrofen også kan få den slags dage til at krakelere.
Støvets tyngde
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.
Der må have været lidt den samme stemning omkring de store cykelhold som på morgenen inden Paris-Roubaix. Alle er tændte, det ændrer sig aldrig, men med en snert af nervøs bekymring, der snor sig gennem den gruppe af 30-35 folk, der efterhånden udgør en Tour-trup med det hele. Mekanikerne dobbelttjekker alt en ekstra gang, inden rytterne gør det samme, klynger af klargjorte hjul og kølere med vandflasker bliver fordelt til de folk, der skal ud på ruten for at være klar, hvis noget uventet som ventet sker. Og det er netop der, nervøsiteten kommer fra. Cykelløb på grusveje sender i udgangspunktet de samme chokbølger gennem selv de mest organiserede hold, som en dag på brosten kan gøre.
Del:



