Spejlsalen på Oude Kwaremont

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

Der er flere grunde til, at Ronde van Vlaanderen er den mest spektakulære forårsklassiker af dem alle. Men hovedårsagen er nok den udødelige kærlighed, flamlænderne selv lægger i begivenheden, og at netop den betydning ikke bare smitter, men er uomgængelig, når man oplever det i levende live. Selv som tv-seer mærker man den enestående stemning, cykelløbet trækker sit vejr gennem den særlige søndag i april.

Ligesom de andre Monumenter har Flandern Rundt fornyet sig med de dominerende ryttere, det passer til, men med en række markante ændringer de seneste 15 år er det, der før var hårdt for mange, nu umuligt at vinde for endnu flere. Som ruten er tegnet i dag, er det blevet et cykelløb, der i sin udformning fungerer som en konstant, kvælende kulmination med rundstrækningen over de brolagte stigninger ved Oude Kwaremont og Paterberg efter 200 kilometers cykelløb.

I går viste ruten sin hårdheds fulde potentiale og gav det mest nøgterne og strengt nuancerede billede af styrkeforholdet mellem de bedste ryttere i verden. Aldrig har en brostensklassiker givet så ærlige svar på så konkrete spørgsmål på så synlig en måde. Noget, der især var både underholdende og velgørende i sit potentiale, da Remco Evenepoel også havde meldt sin sene, men åbenbart længe planlagte deltagelse. Det var for så vidt kun Vingegaard, der glimrede ved sit fuldt forståelige fravær.

Aftenen inden eller i timerne før starten i Antwerpen sidder holdene traditionen tro og sammenligner deres fysiske ressourcer med rutens beskaffenhed. Efter at Pogacar og van der Poel har skilt sig ud som altoverskyggende favoritter i den seneste håndfuld udgaver, har meget handlet om at finde de tidligere sprækker, hvor nogen kan snige sig afsted i noget måske løbsafgørende eller i det mindste med en billet til finalen. Men anticipationens kunst er svær at slå resultatmæssig mønt på, da endnu flere har fået samme opdrag. Alle leder efter nøglen til at låse klassikerne op uden at finde samme konklusion.

Da Pogacar i går vandt sin tredje sejr i Flandern Rundt, og nu ikke er overgået af nogen i antal og på den måde er mindst lige så meget klassikerfænomen som stort set alle andre i den kategori, er der mere at sige om hans dominans end blot hans styrke. Han har selv opsøgt de her løb med noget, der ligner hans kroniske trang til modstand og konkurrence, og han har på rekordtid gjort dem til sine med et definitivt historisk aftryk.

Pogacars evner på brostenene var bestemt indlysende fra første færd, og det var heller ikke svært for de flamske fans at tage hans totalangreb til sig og se ham som en åbenbaring alene i kraft af det betydningsfulde i hans tilstedeværelse. Fra han debuterede med en fjerdeplads i 2022 efter en klumset spurt, har han kun vundet og gjort det uden selskab. Han har haft nemt ved at omfavne Flanderns intensitet, og det har kun – om muligt – løftet løbets fortællende fascinationskraft, at en suveræn verdensmester også har gjort dets prestige til sit speciale. I takt med Pogacars Tour-dominans har hans sejre i Flandern givet endnu mere transformativ kapital til historien om begge. Sådan er det med mestre og deres materie i et cykelelskende land. Respekten for en rytter, der kan slå deres egne, har også lidt mildere vilkår på de kanter, end man måske oplever andre steder. Ellers ville frustrationen over ikke at have set van Aert vinde helt sikkert have vokset sig langt større.

Med undtagelse af den tredobbelte Flandern-vinder Mathieu van der Poel må samtlige af Tadej Pogacars modstandere efterhånden have accepteret, at deres egne yderste grænser er det nærmeste, de kommer i kampen mod verdensmesteren. De kan meget, men at nå ham og slå ham ser umuligt ud. Men selve tanken om, at Pogacar ville kunne matche og måske ligefrem overgå sin generations bedste mand på stenene, bliver måske det vendepunkt, der kan ende med at stå i et anderledes lys efter denne forårskampagne.

Det lignede én af konklusionerne i går. Van der Poel har tabt to gange i træk nu. Han har kun Roubaix tilbage til at redde den monumentale del af sit forår fra at have været ad helvede til på øverste niveau. Sker det ikke, står der en helt anden overskrift ved denne sæsons første og for ham afgørende måneder. Det er hårde vilkår at være så god.

Men hvor ondt det end lyder, var van der Poel i sidste ende halvvejs heroisk selvforskyldt i at tabe dette års udgave af Flandern. For nok kørte han med sin tyngdes relevans, indtil også han blev plantet, men den tredobbelte vinder havde ført ganske bravt hele vejen frem til det punkt. Og initiativet var egentlig slet ikke hans, for Pogacar havde selv åbnet finalen tidligt, efter at hans hold havde sparket døren ind på Molenberg, hele 100 kilometer før mål.

Alt herefter var næsten en forudbestemt konklusion, men en, der alligevel udfoldede sig som et drama, for hver gang de hårdeste stigninger i zonen tårnede sig op. Remco Evenepoel kørte sit livs første kampberedte og hjerteskærende Flandern Rundt hjem til en tredjeplads, og der er så meget mere at komme efter, at han faktisk selv virkede ovenud tilfreds med den debut. Han var på mellemhånd, ganske alene i et strålende slidsomt ingenmandsland i det meste af finalen, men det var stort, når man tænker på, at ikke mindst Mads Pedersen og Wout van Aert lå endnu længere tilbage og kæmpede deres egen kamp mod overmagten og ikke kunne få tilslutning til den olympiske mester.

Oude Kwaremont er nu den definerende arena for Tadej Pogacar i den nordlige del af Belgien. Det er blevet hans stigning. Det er her, han først mørner konkurrenterne og sidenhen afgør tingene. Det er i udgangspunktet ikke løbets sværeste målt på eksplosivt antritskrævende kraft, og tidligere brugte de bedste ryttere kun den sidste del af den lidt mere end to kilometer lange vej til at pine konkurrenterne ud i svære styrkemæssige beslutninger inden Paterberg kort efter.

Men efter slagteriet i går og ikke mindst størrelsen af ryttere, det gik ud over, er stedet blevet forårsklassikernes mest definerende bukning i landskabet. Med Pogacars tilgang er bakken i Kluisbergen blevet et definitivt skæringspunkt, hvor nu alle først bliver brændt og sidenhen brændt op. En spejlsal for de bedste i sporten, hvor de kan blive lukket ind og se sig selv i øjnene i forårets flotteste uger. I går var virkelig Oude Kwaremonts stjernestund som sted i cykelsporten.

Hvad angår Pogacars uhindrede vej til de fem fuldfede Monumenter, ser Paris-Roubaix lige så ultimativt ud, som det altid har gjort, men foreløbig er van der Poels drøm om at blive den første rytter til at vinde fire gange i Flandern udskudt. Han kan i stedet bringe sig selv på niveau med de allerstørste i Roubaix med fire sejre, hvis han nægter Pogacars indtræden i sportens helligste haller på søndag. Den duel står ikke bare skarpt lige nu, den emmer af historie.

Hvor finalen i Flandern blev en suveræn sejr og en personlighedstest af indædt vilje og aktuel fysisk spidsbelastning for alle andre, er Paris-Roubaix andet og mere for Pogacar. Det er ikke et løb, han kan tæmme på samme måde, og slet ikke et, hvor flere af hans farligste konkurrenter vil rasle af så langt fra mål, som tilfældet var i går. Det ved Pogacar alt om, og i modsætning til Oude Kwaremont er de lange brostensstykker i Paris-Roubaix sikkert heller ikke et sted, han vil opsøge med samme gensynsglæde uanset udfaldet. Det hverken hedder eller er Helvedet i Nord for ingenting. Det er det eneste og sidste sted, han stadigvæk er kommet til kort.