Det er ikke så meget det at tabe på straffespark. Det er vel heller ikke det at klare uafgjort over 120 minutter ude mod robuste Tjekkiet. Og det er som sådan næppe heller det ikke at kvalificere sig til et verdensmesterskab; også dét er jo sket før, i 2014 og 2006 for eksempel. Alle tre ting kan ske, problemet er, når de sker samme aften.

Det danske fodboldlandshold, der for kort tid siden havde VM-deltagelsen på et sølvfad, formåede i to hovedløse kampe i november – først 2-2-fadæsen mod Belarus i Parken og dernæst et nederlag i Skotland – at sætte sig selv i en ond fifty-fifty-situation. I fire en halv måned har vi således vidst, at det ville blive umådelig tæt. Hjemmesejren over Nordmakedonien i torsdags var kun en slags optakt. Det var tirsdag i Prag, forskellen mellem succes og fiasko skulle opmåles. Og den bedrøvelige afgørelse blev ikke overraskende centimetertæt.

Fodbolddirektør Peter Møller forsikrede efter kampen om, at Brian Riemer ikke er færdig som landstræner.
Fodbolddirektør Peter Møller forsikrede efter kampen om, at Brian Riemer ikke er færdig som landstræner. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Havde Rasmus Højlunds straffespark truffet overliggeren et par centimeter lavere, var bolden formentlig rikochetteret ned på den rigtige side af målstregen. Var målmand Mads Hermansen nået helt ned til Tomás Chorys efterfølgende spark, ja så måske ... Ikke desto mindre – og her kommer vel den hårdeste erkendelse – føles det danske exit næsten selvfølgeligt.

FOR DET KAN GODT være, at Danmark havde bolden mere end tre fjerdedele af kampen mod de fysisk stærke, men ikke videre inspirerede tjekker. At danskerne havde dobbelt så mange afslutninger og tre gange så mange berøringer i modstandernes felt. At gæsternes afleveringsprocent var 30 procentpoint højere end hjemmeholdets. Men – og her må vi være ærlige – var nogen for alvor overrasket, da først Højlund og siden Anders Dreyer og Mathias Jensen brændte fra 11-meterpletten? Nej, vel?

Der er noget shaky over dette landshold. Lige så opløftende navne som Victor Froholdt, Morten Hjulmand, Gustav Isaksen og Mikkel Damsgaard syner, lige så lidt bund har der været i landsholdet i de 14 kampe, Brian Riemer har været landstræner. Bør han så få flere? Ja, forsikrede fodbolddirektør Peter Møller efter kampen mod Tjekkiet. I Dansk Boldspil-Union fyrer man jo af princip ikke landstrænere, man højst fryser (Åge Hareide) eller lemper (Lars Knudsen) dem ud.

Tilbage står, at der nu skal gå mindst 800 dage, før det danske herrelandshold i fodbold spiller en slutrundekamp. I givet fald ved EM i England i 2028. Det er uoverskuelig lang tid, især fordi det nuværende mandskab ikke står foran nogen udrensning. Ingen af de 11 startende tirsdag aften er ældre end 30 år. Med andre ord: Det er op til de samme spillere, der nu har fejlet, at få os tilbage på sporet. Hatten er tømt for kaniner. Vi har det, vi har. Froholdt er 20, Højlund 23, Isaksen 24, erfarne Damsgaard kun 25, Hjulmand 26. Det er jo lovende, men er det garant for succes? Siden oktober 2022 har Danmark, selv nummer 21 på FIFAs verdensrangliste, spillet ti kampe mod nationer fra top-20 og blot vundet de to.

Tilbage står desværre også, at historiens største VM med deltagelse af hele 48 nationer bliver uden Danmark. Curaçao, Kap Verde og Haiti er med til sommer, ja endda svenskerne, men ikke Danmark. Også mægtige Italien må undvære slutrunden efter et straffesparksnederlag i Bosnien. Det er tredje gang i træk, at italienerne går glip af VM. Se, dér kan man tale om et full-blown nationaltraume. At Danmark ikke er med, når det går løs i Nordamerika fra 11. juni, er en forbandet skam.