Åge Hareide, der døde torsdag, 72 år, er Nordens mest vindende fodboldtræner. På fem gyldne år omkring årtusindeskiftet gjorde han Rosenborg til norsk mester, Helsingborgs IF til svensk mester og Brøndby til dansk mester. Og så nåede han – som den kun anden i historien – at stå i spidsen for tre nordiske landshold: Norge, Island og Danmark.

Herhjemme vil nordmanden først og fremmest blive husket som dansk landstræner fra 2016 til 2020, før pandemien udskød det EM, der endte med at blive en stjernestund for hans afløser, Kasper Hjulmand. Men inden da havde Hareide for længst reddet Danmark fra skråsikkerhedens afgrund og skabt det måske mest slidstærke danske landshold nogensinde. Dette bør være hans eftermæle.