Superstjerne. Bournonvilles ballet Sylfiden blev skabt til den store danske danserinde Lucile Grahn-Young. I denne uge genlyder ekkoet af hendes lette fødder, når Det Kongelige Teater får spansk besøg.
Spansk dansesensation

Når tæppet går op på Det Kongelige Teater, og Ballet Nacional de España i denne uge indtager scenen med forestillingen Afanador inspireret af Ruvén Afanadors moderne og surrealistiske billedhyldest til den andalusiske flamenco, er det så langtfra første gang, publikum møder spanske trin på Det Kongelige Teater. Historien begynder næsten 200 år tidligere med en ung dansk soloballerina, som i dag er så godt som ukendt – Lucile Grahn-Young (1819-1907). Hvordan gik det til, at en af datidens mest feterede ballerinaer valgte at forlade landet og til trods for overvældende succes med sin dans forsvandt næsten fuldstændig i glemslen her til lands?
Lucile Grahn-Young var et meget fremmeligt barn, som undervist af sine forældre både kunne læse, skrive og regne, hvilket ikke var almindeligt for almuen og ansatte på Det Kongelige Teater i starten af det 19. århundrede. Hun viste allerede som helt lille talent for dansen og gik til danseundervisning på Hofteatret i to år, hvorefter hun blev optaget som elev på Det Kongelige Teaters balletskole, da hun var ti år gammel. Her kom hun under kyndig instruktion af balletmester August Bournonville. Allerede som 16-årig blev hun udnævnt til soloballerina, og Bournonville var så begejstret for sin yndlingsballerina, at han skabte balletten Sylfiden specielt til hende.


