Larm. Overalt bliver man påtvunget uønsket lyd. Kun få større skov- og naturområder er endnu ikke gennemskåret af vejanlæg eller udsat for anden voldsom støj.
Sommerstøj
Sommeren er højtid for havefester og festivaler. Og det plejer ikke at gå stille af. I år har coronaen dog, ligesom sidste år, igen lagt en kraftig dæmper på især festivalerne, men der er stadig nyudklækkede studenter og færdiguddannede samt fødselarer og nygifte og mange andre, der skal fejres. Foruden fodboldsejrene og ferien og sommeren i al almindelighed. Åbne vinduer og døre lader lyden af musik, snak, latter og anden festgny trænge både ind og ikke mindst ud. De nytilkomne »soundboxes« sørger for ekstra watt på lydstyrken. Dette trods alt forholdsvis kortvarige udslag af bællende og decibellende fest og glæde må dog i et vist omfang tåles, både i by og på land.
Anderledes er det med den massive baggrundslarm fra de utallige andre støjkilder, især trafikken til lands, til vands og i luften, og dermed en evig brølen og kværnen behersker lydbilledet i byer og landskab stort set overalt. Antallet af støjsendere er bare steget og steget og deres dækning blevet stadig mere omfattende.
Del: