Som porcelæn

Björn Andrésen var 15 år, da han blev castet som Tadzio i Døden i Venedig (1971). Filmskaberen Luchino Visconti havde søgt vidt og bredt efter den rigtige dreng med det rigtige ansigt, som kunne kropsliggøre begæret.

Visconti var aristokraten, man ikke sagde nej til. Det var sikkert i en god mening, at han brandede svenskeren med engleansigtet som »verdens smukkeste dreng«. Men ingen tænkte særligt på, hvad drengen følte. Visconti brugte frasen igen og igen, når de optrådte ved pressemøder.