Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Sidste år sluttede det, bedst som det skulle til at gå i gang. Mattias Skjelmose hamrede direkte ind bagsiden af et trafikskilt og slog en kolbøtte over styret på etapen til Luchon-Superbagnères i Pyrenæerne. En dyb flænge i venstre arm gjorde det umuligt for ham at fortsætte. Den sammenlagte femteplads og den hvide ungdomstrøje, han vandt foran Florian Lipowitz i Vuelta a Espana året inden, havde ellers støbt realistiske forventninger til et interessant gennembrud i løbet, alle ryttere gerne vil vise sig frem i. Nu lå det hele og flød i et uforløst sår, der garanteret gjorde mere ondt end armen.