Det er igen blevet den tid på året, hvor jeg holder en pause og kalder det ferie, mens jeg overvejer min situation. Mine kære er taget til Normandiet for at gå i vadehavet ved Mont Saint-Michel. Vi tager videre sammen, når de kommer hjem. Der var lige nogle løse ender, som skulle bindes op. Det er der altid, erfarer man med tiden. Selv om man bliver bedre til blot at holde fri.

Jeg så i dag de rystende billeder af naturkatastrofen i Tyskland. Straks var jeg ti år tilbage og stod i den oversvømmede kælder på Frederiksberg. Det var ikke som i Tyskland, men vandet stod så højt i gaden, at jeg måtte bære Rose på otte år i min favn. Vi fyldte en container med to tons ødelagt indbo. Imens begyndte tv’et oppe i køkkenet at rapportere om massakren på Utøya.

I år tog jeg ikke til Cannes. Det er første gang i 28 år. Men covid-19 brød vanen i fjor, og nogle af mine ældre kolleger er begyndt at se fortabte ud, når de navigerer i mængden. Især er der en svensker i sort jakke, som bliver stadig mere grå og gennemsigtig. Jeg vil nødigt ende sådan.

Det er ikke som i 1994, da jeg var ny i byen og tog karnevalet ind med store øjne. Man var virkelig verdenspresse på stedet. Man skrev hjem om Tre farver: Rød og Pulp Fiction. Man lod læseren forstå, at man var tæt på instruktørerne. Der var spændende møder med Krzysztof og Quentin.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

Jeg gik i øvrigt for mig selv og var alene. Så spurgte Ole Michelsen, om jeg ville drikke kaffe. Og Morten Piil bød på godnatis. Han sagde, at det nok blev hans sidste år. Han syntes ikke, det var, hvad det havde været, og det var blevet muligt for ham at trække sig ud. Jeg forstod slet ikke, hvad han mente. Det gør jeg nu, hvor begge brave mænd er faldet væk.

Man tager sjældent imod gode råd, når man får dem. I 1983 ringede Dan Turèll og spurgte, om han måtte komme forbi. Han havde læst, hvad jeg skrev, og han bad om min oversættelse af T.S. Eliots digte.

Jeg var vildt beæret. Onkel Danny i levende live. Jeg drak et par øl for at tage de værste tømmermænd, og kaffen var klar, da han kom. Vi talte om helte i skrift og musik. Han gav mig en signeret Karma Cowboy. Så sagde han, at jeg måtte vælge. Jeg kunne ikke være både digter og anmelder. Han talte af erfaring. Og det var bare et råd. Igen: Jeg forstod ikke, hvad han mente. Det gør jeg sommetider nu.

Tiden er blød og porøs. Dét med Onkel Danny kunne være lige før. Analogien plejer vist at være en schweizerost, når man skal forklare, hvad ormehuller er. Genveje i tid og rum. Måske er erindring som vand i en svamp. Stoffet presses rundt og kommer ud på uventede steder.

I hvert fald er læsning en potent katalysator. Jeg skriver en dag om Natty Bumppo-figuren, det vil sige Stifinder/Falkeøje/Læderstrømpe-skikkelsen fra James Fenimore Coopers romancyklus om de første amerikanske kolonister.

Jeg har brug for at genlæse den analyse, som R.W.B. Lewis leverer i The American Adam fra 1955. Jeg finder bogen, som jeg har endnu, og er uden videre, fuldkommen som i en tidsrejsefilm, transporteret 43 år tilbage, til sommeren 1978, hvor jeg går til kandidateksamen på KUA.

Jeg sidder på trappen ved gymnastiksalen på Korsvejens Skole, min egen folkeskole, hvor jeg passer et af flere rengøringsjobs. Hver morgen starter jeg i det ene hjørne af salen med min lille vogn og to spande. Gulvkluden laver en våd stjerne. Der er ingen glæde i arbejdet. Næste dag er gulvet beskidt på samme måde igen.

Dagen er gammel, skønt klokken må være cirka halv syv. Jeg er begyndt klokken fire i Boligministeriet, hvor jeg gør rent i kantinen. Hver dag er trappen fedtet ind i udtrådte madrester. I kælderkøkkenet er der kakerlakker. Men i mødelokalet står der sommetider øl og sodavand. Jeg drikker fem-seks øl så hurtigt som muligt, før jeg slingrer videre til det næste morgenjob.

Jeg kører enten på min første hustrus Cady eller min egen røde Puch Maxi. Det er vilde tider. Vi passer møntvaskeriet under vores lejlighed. Jeg er avisbud og forsøgskanin på Statens Seruminstitut. Lili er bankelev. Vi har været gift i to år, og vi er altid i minus. Der er brug for at dulme og glemme, siger vi til hinanden, når vi drikker os sanseløse igen.

Men det er dét mønster, jeg har brudt for en tid i ’78. Jeg har lavet en plan, holder mig sober og passer mine aftaler. Det hele er ved at tage form. Jeg har de bedste læseoplevelser i mit liv. Jeg gnaver mig systematisk igennem Moby-Dick, Pierre, The Narrative of Arthur Gordon Pym, The Blithedale Romance, Emersons essays, Walden, Margaret Fuller, alt dét.

Jeg kan lugte og smage den morgen. Der er sol. Det store rum er stille, for ingen er mødt ind endnu. Jeg har en klar og god fornemmelse af, at det nok skal gå alt sammen. Og øjeblikket er lagret i Lewis’ mytiske læsning af de fem Leatherstocking Tales. Natty Bumppo er ældst i den første bog, The Pioneers (1823), og yngst i den sidste, The Deerslayer (1841).

Tiden gik, tiden går. På 20 år får jeg tre døtre, som lærer mig at se op fra min navle. De redder mit liv, vil jeg tro. Jeg bliver skilt og gift tre gange. Jeg ender i Snekkersten, hvor kælderen står permanent under vand og har pumpe. Jeg ser Ava på ni år danse sin første balletsolo. I salen har vi mundbind på, for verden er af lave.

Der er gået 40 år, siden jeg skrev de første to bøger. De er faktisk gået godt. På billeder ligner alting sig selv. Træerne bliver højere, de voksne bliver grå. Men børnene skyder i vejret.

Jeg blev færdigvaccineret 1. juni. Derfor rubrikken »Sidste stik«, som er letkøbt, men uimodståelig. The Sting (1973) er også en af de klassiske film, som nu bliver solgt på blu-ray til de sidste cineaster. Når mit liv er bedst, går jeg i solen med min familie. Vi ser en film sammen hver aften.

Det siges, at Trump var så langt med en kupplan, at generalerne drøftede, hvad de skulle gøre, hvis han gav ordren. Det er stadig vilde tider. Vi har covid, naturkatastrofer og narcissister ved magten i store nationer. Men jeg har læst The American Adam. Jeg har en klar og god fornemmelse af, at det nok skal gå alt sammen. Jeg siger ikke, det bliver let. Men det bliver livligt.