Sidste stik

Det er igen blevet den tid på året, hvor jeg holder en pause og kalder det ferie, mens jeg overvejer min situation. Mine kære er taget til Normandiet for at gå i vadehavet ved Mont Saint-Michel. Vi tager videre sammen, når de kommer hjem. Der var lige nogle løse ender, som skulle bindes op. Det er der altid, erfarer man med tiden. Selv om man bliver bedre til blot at holde fri.

Jeg så i dag de rystende billeder af naturkatastrofen i Tyskland. Straks var jeg ti år tilbage og stod i den oversvømmede kælder på Frederiksberg. Det var ikke som i Tyskland, men vandet stod så højt i gaden, at jeg måtte bære Rose på otte år i min favn. Vi fyldte en container med to tons ødelagt indbo. Imens begyndte tv’et oppe i køkkenet at rapportere om massakren på Utøya.