Sidste skrig fra 1791

Triumfbuen for kejser Titus (regent fra år 79 til 81 efter vor tidsregning) står på Forum Romanum i Rom. Den er rejst efter hans død af broderen Domitian. Monumentet fejrer romernes ødelæggelse af Jerusalem. På relieffer ser man den syvarmede lysestage og pagtens ark blive ført i triumf. Dette krigsbytte har man ikke siden set skyggen af, men på film dukker det op i kække fantasier. I året for sin tronbestigelse blev Titus også en kærkommen nødhjælpsarbejder, for i 79 indtraf det vulkanudbrud, hvor en dræbersky fra Vesuv udslettede Herculaneum og Pompeji. Privat nåede Titus et par ægteskaber, men sit livs kærlighed, den græske dronning Berenike i Palæstina, måtte han give afkald på.

Hvem ville have ventet at se denne unge Berenike og den så sorgløse Titus dukke op under ouverturen til Mozarts opera La Clemenza di Tito. Syndere i sommersol kan man kalde dem, sådan som instruktøren Jetske Mijnssen har ladet den senere så magttyngede Titus slå sig løs. Clemenza betyder mildhed, og det ser vi skam, han rummer, men det hele er et luftsyn, for Mozart har slet ikke Berenike med på holdet. Det ligner Così fan tutte med kærestebytteri forfra på en frisk. Så blottes realiteterne. Tæppet går for en ørkesløs vestibule, ikke skyggen af romersk pragt. Scenografi og kostumedesign ved Ben Baur markerer gråmeleret nutid, ganske som Mijnssens opsætning på operaen af Monteverdis Orfeo var en kontorlandskabstragedie. Vi er atter ude for det mondæne juks at afraffinere det raffinerede. Som havde De hjemme en pastelfarvet fløjdør og ville hellere se afsyret fyrretræ og knaster.