Sammenbrud på Centre Court

Topsport er et ofte kompliceret forsøg på at besvare et simpelt spørgsmål om sejr og nederlag. Et forfinet krigerritual med klare regler og en gensidig ambition om eliminering. I eksempelvis boksning og brydning er kravet om afklapsning bogstaveligt: Enten kværker du din modstander, eller også bliver du kværket. I andre idrætsgrene er slagsmålet mindre korporligt. Det gælder i tennis, hvor spillerne end ikke må betræde modpartens banehalvdel. Og alligevel kan det hele ende i ubehagelige eksistentielle sammenbrud.

Det sidste var vi vidne til i kvindernes Wimbledon-finale lørdag, da polske Iga Swiatek knuste sin amerikanske kollega Amanda Anisimova i en historisk ensidig slutkamp. Efter bare 57 minutters tennis var det ovre. Kun én gang, tilbage i 1911, har en anden finalist forladt Wimbledon med en double bagel, to nuller, i bagagen: 0-6 og 0-6. Men burde Swiatek have slået et par bolde i grøften og dermed hjulpet Anisimova til et enkelt lille parti? Kunne amerikanerens hjerteskærende gråd før afslutningen på kampen have været undgået?