»De sidste scener med mig, der ligner en ensom gammel dame, der går humpende rundt i haven? Altså, jeg bad ham om at droppe dem. Og han nægtede. Jeg hader de scener. Hader dem,« har forretningskvinden og livsstilspioneren Martha Stewart for nylig udtalt om den dokumentar, der lige nu ligger på Netflix om hende. Sædvanligvis plejer mennesker, der er kendte nok til at blive portrætteret i en dokumentar, ellers at takke instruktøren bagefter. Men ikke Martha Stewart.

Siden jeg i sommer så hende kommentere OL sammen med rapperen Snoop Dogg, har jeg været besat af hende, og min besættelse er ikke blevet mindre af at se Martha og høre hendes egen anmeldelse. Hun forekommer mig nemlig at være alt det, som tiden har brug for. Handling i stedet for følgagtighed, selvrespekt i stedet for likes.