Rollespil. Det interessante ved psykogyseren Heretic er Grants sadistiske maskespil. Men faktisk handler alle hans filmroller om at gemme selvet under lag på lag på lag.
Hugh Grant har altid været en bedrager
Charme. En egenskab i ledtog med djævlen. At charmere er at vinde nogen over på sin side. At tilrane sig social magt, at vinde terræn. At lade sig charmere er at sænke paraderne. At tilgive eller overse de sider hos den charmerende, der ellers forekom lidt truende, lidt suspekte, magtfuldkomne.
Ingen global filmstjerne har i så ekstrem og imponerende grad som Hugh Grant beroet hele sin karriere på netop evnen til at charmere. På lærredet, på VHS, på dvd og på den offentlige scene i magasiner og på tv har Hugh Grant i over tre årtier perfektioneret og dermed udstillet det sociale spil. Menneskets fremtræden er altid lidt et bedrag. Og Hugh Grant er den ultimative bedrager.
Del:



