Møllers have. Sådan fodrer man havens kødsøgende gæster.
Rovfuglemiddag
Foråret var godt på vej. Troede jeg. Men så blev det alligevel vinter, endda med sne og ned til tocifrede frostgrader i flere dage. Vinterferierende børn, der ikke var taget til syden med deres forældre, kunne i store dele af landet glæde sig over hvidt vejr med is og snedække, i såvel uge 7 som 8.
Vejrskiftet fik den begyndende fuglesang til at forstumme og sendte sanglærken og andre vejroptimister sydpå igen. Vintervejret styrkede til gengæld begrundelsen for, til gensidig glæde, at forsyne de fornøjelige fugle i haven med blandt andet solsikkefrø, rådne æbler og foderkogler. De sidstnævnte er kogler fra østrigsk fyr, der fyldes med en masse af frø og fedt og hænges op i træer og buske.
Og ikke mindst gav vejret god grund til at opretholde og forstærke den vinterfodring med råt kød målrettet de store rovfugle, der blev indledt i 2021. Fodringen foregår på høj platform: en to meter høj pæl med en påskruet plade, der måler 58 x 58 centimeter, hvor kød, knogler og skrog kan fæstnes med ledninger og spændebånd. Platformen rigges til sidst i oktober, og selve fodringen pågår, så længe graderne er éncifrede eller negative, således at varerne kan holde sig nogenlunde friske og maddikefri.
Målgruppen er som nævnt de store vingefang, først og fremmest havørn, glente og musvåge. Selvom der stort set dagligt ses både rød glente og havørn fra og i flere tilfælde også over haven, er der øjensynlig ingen af disse to arter, der har gæstet brættet. En enkelt glente har dog siddet i et træ tæt på, men stadig er det kun musvåger, der har benyttet sig af tilbuddene på det kolde bord. Det er der til gengæld talrige musvåger, der har, endda i et antal af op til fem våger på en gang – og med hård strid om førsteretten. Kun få gange og ret kortvarigt har to fugle kunnet deles om pladsen.
På godt 20 meters afstand kan vi fra stuen følge nøje med i festforestillingen.
Musvåger fremtræder oftest brune, men der er så store forskelle i størrelse, fjerdragt og næb- og benfarve fra fugl til fugl, at det med en vis indsats er muligt at skelne de enkelte musvåger fra hinanden. Der er faktisk ikke to af de over 15 forskellige gæstende våger, som er helt ens i dragten. Langt de fleste har varierende mønstre i brunt og lyst; de kan være tværvatrede, have »borgmesterkrans«, forskellige pletter, maske eller øjenstribe.
DEN NÆSTHYPPIGSTE ART på kødet har denne vinter været rødhals. Af og til ses også spætmejse, blåmejse eller musvit. Sultne husskader kredser tæt omkring, men tør åbenbart ikke lande. Endnu.
Det var forventningen, at stagens højde og pladens størrelse ville gøre den utilgængelig for ikkeflyvende interessenter såsom rotter og katte. En nabokat, som man ellers skulle tro fik nok at æde derhjemme, udviste godt nok en påfaldende interesse og forsøgte endda både at springe og at klatre derop, men uden held. Konstruktionen virkede således efter hensigten. Det gjorde den også over for en anden kødsøgende gæst, der i ly af mørket havde besøgt haven: en ræv. Den havde uden tvivl opsnuset, at der kunne være noget at komme efter, og var vandret ind for at opsøge kilden til velduften. Sporsneen afslørede, at den var gået rundt om platformsstagen, men havde måttet luske af igen med uforrettet sag, ligesom katten.
I midten af januar i år fløj en fasankok direkte ind i et af husets store vinduer. Sammenstødet afstedkom et kanondrøn uden lige, der fik alt og alle til at fare sammen, glasset til at skælve og en klump islandsk lava til at dratte ned, som var det en vulkansk bombe fra et krater i udbrud. Både rude og lava holdt heldigvis, men det gjorde fasanen ikke. Den var stendød.
Selvom dette friske og formodentlig haglfri fjerkræ udmærket kunne have været anvendt i køkkenet til menneskeføde, ville det have været i strid med den uskrevne regel for fuglefald her i haven: Det tilhører havens musvåger. Nu vidste jeg fra sidste gang, en fasan var forendt på tilsvarende måde, at det ikke var nok bare at klaske liget op på brættet. Selvom disse fugle råder over både skarpe næb og hvasse kløer, foretrækker de åbenbart, at fjerpelsen allerede er åbnet. Fuglen blev derfor lagt op på ryggen og klippet op. Så tog skiftende musvåger ellers fat, så fjer og dun føg til alle sider. Efter mindre end en uge var kun hovedet og en stærkt afpillet benrad tilbage. Så måtte fryseren igen åbnes og nyt foder tages frem fra de svindende lagre af gammelt kød og lavt rangerende udskæringer.
Det er indtrykket – rigtigt eller forkert – at i hvert fald nogle af musvågerne er klar over, at der er en fodermester indblandet. Flere gange har artens mjavende skrig gjaldet ud over haven, når der var ædt op – og ønske om mere.
Musvågerne og de nævnte småfugle er ikke ene om at lade sig bespise med kød i haven. Det gør spurvehøgen også gerne. Den rører dog ikke de udlagte, døde varer, men vælger selv blandt det levende udbud på havens tag selv-borde.
Del:
