Remco alene i bussen

Jeg forestiller mig, at der har været trafikeret og lidt kaotisk, for det er der mange steder i Syditalien – også når Giro d’Italia ikke lige kommer forbi. Remco Evenepoel har helt sikkert haft sin verdensmestertrøje på. Måske den sorte version, han ofte vælger, når han træner. Lidt mere diskret og neutral. Det må være en fordel hjemme i Belgien og helt sikkert også hernede på en ganske almindelig hverdag. Men Davide Bramatis sportsdirektørbil har nok afsløret hele foretagendet uanset hvad.

Da Evenepoel steg på cyklen i Montella på et tidspunkt tidligere i dette forår for at studere nøglepunkterne på den første svære etape, har han kunnet se de huller i vejen, de først har fået lappet i dagene inden, at Giro d’Italia kom til byen. Det er standard for den type kommuner, der har betalt for at få landets store etapeløb til at kaste glans over lokalområdet. Nogle steder har de måske været overraskende tidligt i gang med vejarbejdet, da der er borgmestervalg i Italien på søndag, og mange af de siddende kandidater har haft travlt med at pletmale de værste ridser i både omdømme og infrastruktur.

Evenepoel har ikke stemmeret på de her kanter, men ville kunne konstatere med en form for anerkendende tilfredshed, at indløbet til den sidste opkørsel var på en fin bred vej, og at albuerne nok godt kunne blive inde langs overkroppen for en gangs skyld.

Sidst, Giro d’Italia havde etapemål i Lago Laceno i Campania, vandt Alex Zülle, schweizeren med hinkestensbrillerne. Han tog også den lyserøde førertrøje tilbage fra Michele Bartoli den dag og fik igen strøget sit franske Festina-holds logo på forsiden af den. Det var to måneder inden, cykelsporten fik opkaldt sin første store skandale efter den samme arbejdsgiver, men ingen anede uråd om noget som helst på det tidspunkt.

Giroens daværende direktør, Carmine Castellano, kunne fra det udvidede soltag i bilen bag ham konstatere, at løbet nok havde fundet en foreløbig dominator, men også, at der foregik en meget intens dyst mellem Marco Pantani og russeren Pavel Tonkov bag ham. Den fortsatte, og i Dolomitterne foldede den skaldede italiener vingerne ud, og selv uden øjenproblemer ville Zülle tydeligt kunne se, at der intet var at stille op i kampen om den lyserøde trøje.

Det var – på mere end en måde – en anden tid, som man siger i dag, når man forsøger at kontekstualisere og få moralske kvababbelser til at slå rod i en tidsalder og ikke i en persons egen gedulgte muld. Men det var også en anden tid, der minder lidt om nu, for ligesom Evenepoel var Pantani en ener. Et væsen fra en anden præstationsmæssig galakse og selv med lige adgang til medicinske genveje havde hans konkurrenter ingen muligheder for at følge med, når bjergene åbnede sig for hans ustyrlige ridt.

Han definerede den Giro i 1998 og også det samme års Tour, selvom skyerne for alvor begyndte at trække sammen over sporten den sommer. Men inden det skete, var Pantani personificeringen af den skikkelse, der kunne og ville mindst lige så meget. En rebel, der som en tidsindstillet bombe smadrede feltet til ukendelighed og ikke behøvede at se sig tilbage.

Remco Evenepoel er i gang med at gøre noget lignende. Han var ikke født, da Pantani strøg til vejrs, mens cykelsporten krakelerede under samme himmel, men har helt sikkert hørt historierne. Hans fordel er, at han ikke behøver at bruge tid på at forklare cykelsportens fortid, selvom en meget stor del af dens fremtiden ser ud til at tilhøre ham. Hans favoritværdighed til den her Giro er ubestridt, og da han overlod førertrøjen til norske Andreas Leknessund i går, var det med fuldt overlæg.

Belgierens forspring til de nærmeste konkurrenter er til at overskue, men han har for sin egen præstations vedkommende ikke nogen grund til bekymring. I går slap han for både pressekonference og podiumceremoni, og det må have været rart at kunne cykle direkte til holdbussen og et varmt bad for en gangs skyld. Men ligesom under rekognosceringen af etapen var han alene. Forstået sådan, at der gik noget tid, før den første holdkammerat kom i mål og videre ind i Soudal Quick-Step-holdets blåhvide bus. Og det er meget mere end en detalje, for det kan sagtens være en reel bekymring for det hold i den første uge af løbet.

Evenepoel var alt for alene på stigningen alt for tidligt, og hvor de andre favorithold stadigvæk sad med flere ryttere i finalen, gemte han sig lidt diskret bag sine konkurrenter. Ingen havde dog lyst til at udfordre ham i går, men fortsætter tendensen, bliver det ufrivilligt spændende for ham og tilsvarende interessant for løbet. Kommer det til den situation på den næste rigtige bjergetape, bliver angreb det eneste forsvar.

Det element har han tilfælles med Pantani, og det kan givetvis blive tidligere end ventet, at han skal finde det våben frem. Ligesom Evenepoel selv er Giroen stadigvæk ung, men han kan sagtens få en del voksenproblemer i det her løb, når vennerne på holdet er forsvundet for tidligt.

Lige den del havde han næppe forestillet sig, da han cyklede alene op til Lago Laceno tidligere i år.