»Touren er Touren, men Giroen …«
Når min italienske kollega Ciro Scognamiglio fra den store sportsavis La Gazzetta dello Sport siger sådan, trækker han altid skuldrene op og vender håndfladerne udad. Han er fra Napoli, og sådan ser man ud, når man mener noget.
Det er en insisterende, men afvæbnende manøvre, der sigter efter at sige noget mere. Italiensk gestikulering, der har sin egen oversættelse. Den første del er det, alle cykelfolk godt ved: Tour de France er verdens største cykelløb. Den anden er det selvfølgelige i, at Giro d’Italia så til gengæld er det smukkeste. En tavs konstatering, som ikke nemt lader sig modsige med ord og eksempler. Men måske er sammenligningen mest af alt et udtryk for vildfarelsen om, at alle andre cykelløb skal finde en undskyldende identitet i netop ikke at være Tour de France.
Jeg købte billetten for længe siden. Både den, der har indløst en umistelig kærlighed til Italiens store etapeløb, og den til togrejsen på knap otte timer, der i morgen tager mig fra Pietrasanta til Firenze og via Bologna til Pescara og til sidst lokalruten til Ortona ved Abruzzos-regionens bløde kyst. Her starter den 106. udgave af Giro d’Italia og dens 3.489 kilometer lange tur gennem 13 af landets 20 regioner. En snørklet, men storslået rejse gennem det kontrastfyldte land.
Hvis Italien gerne vil konkretisere pointen om det smukke, er dette års udgave et ambitiøst forsøg på at lægge mosaikken, så det både tæt på og langt væk fra viser et meget varieret billede af italiensk kultur, dets sproglige og ikke mindst økonomiske forskelligheder fra top til tå. Høje bjerge og dybe dale.
Giroen er en sportsbegivenhed, og den kan man for så vidt godt nyde uden at stå under selvbesyngelsens blafrende faner. Men det er svært ikke at blive suget ind i etapeløbets indre liv og ydre omstændigheder, når først det går i gang. Ruten i år er svær, ekstremt svær faktisk, og hvad løbet altid vil mangle i prestige sammenlignet med sin franske broderpart, lægger det gerne til i sværhedsgrad.
Det interessante er Giroens vægtning og placering af hårde etaper hen over de tre uger. Ikke at der er noget nyt i det, men 2023-udgaven tager det et skridt videre ved at placere to halvlange enkeltstarter i den første del og ryste feltet med et par bjergetaper i den indledende uge. Målet er at skabe uro, for uro skaber spænding. Sidste år blev der spillet uafgjort indtil næstsidste etape, men i år er forventningen, at det bliver et anderledes intenst slag fra starten. Det ligner ikke et løb, der kommer til at løsne på sin egen spændingskurve ret tidligt.
Det har været et stort ønske for Cairo Urbano, der er præsident for RCS, der ejer og arrangerer løbet, at få en rigtig superstjerne til start. Derfor er det mere end tydeligt, at de har lagt en rute, der naturligt ville tiltrække verdensmesteren, den ustyrligt gode belgier Remco Evenepoel. Og med Primož Roglič som selvskreven til en plads i det andet ringhjørne, tegner løbet til at blive en duel. Den type historie elsker de italienske medier mere end noget andet, og i det eklatante fravær af egentlige italienske udfordrere må løbet som sådan påtage sig den stedfortrædende rolle som national stolthed.
Meget kan og vil ske undervejs, og jeg kender Giroen godt nok til ikke at skrive manuskriptet på forhånd. Det er ikke en prik-til-prik-tegning, hvor grove hænder kan forsimple forløbet på forhånd. Med både UAE-holdet og ikke mindst Team Ineos lurende i kulissen, skal de to topfavoritter passe på ikke at stirre sig alt for blinde på hinanden. Det bliver taktisk interessant at se, hvordan de hver især vil bruge deres hold, og hvornår de vil forsøge at tage kontrol over Giroen.
Det bliver en subtil balancegang, for den sidste uge er så hård, at selv små svagheder kan få overordentlig store konsekvenser. 19. etape op til Tre Cime di Lavaredo i Dolomitterne er så modbydeligt svær, at den kandiderer til at være hårdeste etape i noget cykelløb i år. Den er umulig ikke at gå i bund på, og dagen efter venter en bjergenkeltstart til Monte Lussari i De Julianske Alper på grænsen til Slovenien.
Magtbalancen i løbet inden da kommer til at spille en rolle. Hvem har et hold tilbage til enten at angribe eller forsvare så dybt inde i Giroen? Hvor meget har det kostet for podiekandidaterne at bringe sig i spil til sejren før de sidste etaper? Ingen nulstiller om natten, og det bliver svært for rytterne ikke at gå med på de dage, hvor outsiderne forsøger at udnytte de halvhårde etaper til at gøre løbet besværligt tidligt – uden hensyntagen til den sidste uges dystre opstigninger.
I laget neden under de to topfavoritter har udfordrere som Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart og João Almeida næsten stærkere hold bag sig end de mest åbenlyse vinderbud. Der skal tages kloge beslutninger undervejs, for feltet er stærkere i år end i de seneste udgaver, og ingen kan tromle en lyserød trøje til Rom uden risikoen for sammenbrud, hvis der skal forsvares alt for tidligt.
Min rejsepartner er en englænder bosiddende i Berlin, men han taler flydende italiensk. Vi kender hinanden godt nok til, at tre uger undervejs, 5.000 kilometer bag rattet og lange dage mest af alt føles som et ægte privilegium. Han kræver noget af løbet, jeg tager det, som det kommer. Han har en tro på, at løbet rent sportsligt kan måle sig med Touren, og jeg er de pointer, man kan læse i Ciro Scognamiglios håndflader, når løbet i sidste ende altid er smukt for dem, der elsker Italien.
For løbets historie står aldrig i tomgang, hvis man ser godt nok efter, og hver region, det kommer igennem, har sin måde at være italiensk på. Jeg rejser ud for at forsvinde momentant i den mangfoldighed, Italien er for mig. Jeg siger ikke, at stemningen på et stadion er vigtigere end måltavlens lysende cifre, men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kan skille dem ad.
Det kommer jeg heller ikke til at kunne gøre i de nyhedsbreve, jeg skriver til Dem undervejs. Jeg er udsendt for at være til stede, og det mest kølige overblik overlader jeg trygt til dem, der har det som disposition. Hver uge, måske endnu oftere, kan De læse et punktnedslag i løbet og stederne skrevet indefra og ud. Jeg glæder mig til at rejse ud på vegne af læserne og fange de historier, jeg ser og hører, spiser og drikker. Jeg omfavner det for at mærke efter.
