Regnbuen over København

Det er lørdag den 16. august, og der fejres Pride i København. I S-toget på vej ind til byen sidder folk i læderstøvler og korte bukser, regnbueflag rager ud over rygsække, popmusik spiller fra en mobiltelefon. Mindst fem forskellige parfumer hænger i luften.

Ved ankomsten til Københavns Hovedbanegård ønsker togføreren os alle en god dag her »i kærlighedens København«, der siden begyndelsen af 70erne har dannet ramme om prideparader og også gør det i dag.

Der er glimmer og penisballoner i luften. Der klappes og hujes ad halvnøgne, stærkt behårede mænd, og der viftes med dildoer. Efter fem årtier er Priden stadig et spektakel, men københavnerne har vænnet sig til den: Copenhagen Pride regner med, at deres parade vil lokke op mod 250.000 mennesker ud på gaden.

Statsministeren har også været her. Ved paradestarten på Frederiksberg mængede hun sig med de fremmødte queers og delte rundhåndet ud af smil og kram. Det handler om at fejre kærligheden; retten til at elske den, man elsker, og være den, man er, skriver hun på Instagram.

Jeg når ikke selv at få et citat fra statsministeren. Jeg trøster mig med, at hun formentlig havde sagt nogenlunde det samme til mig alligevel.

Hvorom alting er, så flugter hun med folket. I hvert fald med dem, der har lyst til at tale med mig. Blandt de mange pridegængere er det for nogle et »absolut no-go« at udtale sig til en udsending fra lige præcis Weekendavisen. Tre unge mænd og en kvinde forklarer mig samstemmende, at de i så fald ville bidrage til en negativ fortælling om Priden – eller om »hvem vi nu beslutter os for at slå på«.

Men derudover fortæller 16 fremmødte mig, at de – ligesom statsministeren – fejrer retten til at være den, man er. Otte andre nævner retten til at elske den, man vil. En enkelt ser frem til »at blive stiv og danse til Lady Gaga«.

Det er jo smukt, tænker jeg. Det er svært ikke at blive påvirket af kombinationen af solskin, høj musik og livsglæde i ansigtet på københavnere i tusindtal. Alligevel har jeg svært ved at ryste ambivalensen af mig.

JEG SKYLDER LÆSEREN en forklaring, måske snarere en varedeklaration. Jeg har tidligere her i avisen kritiseret Priden. Som bevægelse er Priden blevet for optaget af ideologi og for afkoblet fra de udfordringer, lgbt-personer møder i det virkelige liv, lød min kritik. Copenhagen Pride skriver selv, at den »bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi.« Men hvad med de af os, der ikke abonnerer på det verdenssyn? Kan vi stadig deltage i paraden? 

Jeg bliver også utilpas ved Pridens ekshibitionisme. Risikerer man ikke at ophøje seksualiteten til den definerende identitetsmarkør?

Forstå mig ret. Vores seksualitet påvirker ganske vist vores måde at være i verden og interagere med hinanden på. Men den er blot en ud af mange brikker i det svært sammensættelige puslespil, der udgør mennesket.

Jeg tror, at den hyperfiksering på det seksuelle, vi ser i Priden, er en forfladigelse af menneskets mangfoldighed. Vi er meget mere end vores seksualitet, og er det ikke i grunden det, Priden burde handle om? At homoseksuelle, selvom de på overfladen kan være afvigere, alligevel er helt normale?

Det er alt sammen spørgsmål og tanker, jeg har taget med mig i dag, og som jeg nok havde gjort klogt i at forholde pridegængerne tidligere på dagen. Som eftermiddagen skrider frem, og deltagernes beruselse stiger, bliver det stadig sværere at engagere folk i samtalen. Da Spice Girls’ »Spice Up Your Life« pludselig lyder fra højttalerne, har jeg for alvor mistet folkets interesse.

»DET ER TUNGE EMNER. Behøver det at være så alvorligt?« spørger, eller rettere råber, en mand til mig. Midaldrende med karseklippet, hovedsageligt gråt hår, bar overkrop, lilla skørt og et overskæg sat til i glimmer.

Jeg når ikke at notere mig hans navn, før han er væk. Men måske har han med sin fremtoning peget mig i retning af noget, jeg hidtil har overset.

De larmende pridedeltagere er jo nu engang en del af det spraglede homomiljø. Det har de været siden 28. juni 1970, hvor homoseksuelle i amerikanske storbyer gik på gaden på årsdagen for Stonewall-optøjerne, da de havde fået nok af den forfølgelse, ordensmagten regelmæssigt udsatte dem for.

Det gjaldt dengang, som det også gør mange steder i dag, at Priden var en provokation. Men den var nødvendig for at bekæmpe homofobernes selvretfærdige udgangspunkt: at anderledesheden skal sanktioneres. Bøssernes straf er selvforskyldt. De kunne jo bare have opført sig som alle andre.

Med priden tværede man anderledesheden ud i ansigtet på de voldelige og hadefulde for at formidle det banale budskab, at der skal være plads til alle.

Måske kan det forklare den manglende appetit på mine »alvorlige« spørgsmål. Lige præcis i dag kan man være, som man er, uden at skulle afgive forklaring til nogen.