Pssst..!

Min date er forsinket, men varmen forlænger min tålmodighed, for jeg har brug for et pusterum i skyggen til at komme af med varmen. Haveselskabets Have er en skærsommerdrøm af en grøn plet på Frederiksberg, kultiveret og smukt vedligeholdt, men ikke forseglet. To fritgående påfugle betræder græsset som for at demonstrere, at det må man godt. Hen over sommeren har selskabet for vane at holde intimkoncerter sammen med naboerne fra restauranten Mielcke & Hurtigkarl, det sammenkogte køkken af asiatisk og nordisk gastronomi, der ikke har, men burde have en Michelin-stjerne. Når min date ellers dukker op, er konceptet sådan, at vi henter en treretterspicnic i pose og en flaske riesling og beslutter, om vi vil placere os i strandstole eller på det tæppe, jeg håber, hun har husket. Scenariet er lige så frederiksbergsk, som det lyder. Klientellet er ligeså, kan jeg se. Selvom dagens kunstner er 31-årige Carl Emil Petersen fra hedengangne Ulige Numre, ser hans publikum ud til at huske 80ernes København bedre end den post-finanskrise-storby, han besynger. Masser af lange sommerkjoler med fornuftige bluser til senere ankommer arm i arm med ternede skjorter i korte ærmer og shorts i den forbudte piratlængde, og jeg hører flere af dem bruge udtrykket »industriferie«.

Min date låser sin cykel, beklager forsinkelsen, og det behøver hun ikke. Hun har tæppe med og læbestift på, så det er hurtigt glemt. Maden er delikat, men forglemmelig og for hurtigt overstået som to kugler sorbet. Bedst er hovedretten, en sandwich med fristurestegt kylling, og den havde været toppen, hvis den var varm. Vi er halvvejs inde i vinen, da Carl Emil træder ind på scenen. Jeg kalder ham ved fornavn, for så bestandig en del af min opvækst og venneflok er han blevet. Jeg gik i 9. klasse hjemme i Randers, da Ulige Numres debut-ep udkom i 2011 med nyklassikeren »København«, og vi hørte vinylpladen på mit drengeværelse, mens vi fantaserede om at flytte hjemmefra og til hovedstaden. I gymnasiet indledte jeg en flirt med min gallapartner til lyden af »Bare en lille smule« fra den første plade, Nu Til Dags (2013), og til en skriftlig eksamen i dansk plankede jeg allegorien fra nummeret »Racerhjerte« på Grand Prix (2015). Pladen skulle blive bandets sidste, da Carl Emil gik solo i 2016. Af det udkom breakuppladen Natradio (2017), som jeg spejlede mig i, mens jeg brød med en kæreste, og siden Amager Forbrænding (2019), som holdt mig kørende under nedlukningen. Jeg er ikke fan som sådan, til det er Carl Emil for jævnaldrende og tilgængelig. Hans musik har bare altid været der for mig, og nu forsøger jeg at være der, når han spiller den i nærheden af, hvor jeg er. Faktisk lå jeg i græsset på Kastellet ved Østerbro sidste sommer til det, vi alle troede var en genåbningssommer. Nu forsøger vi igen, og denne gang virker det plausibelt at tro på friheden: Han påstår at have lånt Phillip Fabers flygel, og det er da en symbolik, der er til at forstå: Fællessang er rykket ud i virkeligheden! Han fejrer tiårs jubilæum på musikscenen i år og skulle have markeret bedriften med en større tour, som han betitlede 10 år i rock og rul. Det ordvalg afslører måske, hvorfor publikummet foruden mig ikke er blandt de helt unge. Og det ved han godt: »Jeg er nok den af de yngre kunstnere, der har det mest vaccinerede publikum. Det er meget sikkert at gå til Carl Emil Petersen-koncert,« siger han fra scenen.