Se lige Harrisson Sullivan, han er kun 24 år og allerede så rig. HsTikkyTokky, som influenceren kalder sig, lever et liv, mange unge mænd drømmer om: Den ene dag er briten i Dubai, den næste i Marbella, den hvide by i Spanien, hvor solen altid skinner, og der er udendørs fitnesscentre, hvor man kan få sit trekantede korpus til at gro fra morgenstunden, og hvor der er jetski og poolvillaer at leje. Når mørket falder på, kan Sullivan tage på natklub og finde en kvinde, der er villig til at give ham et blowjob på toilettet, mens han streamer det til sine følgere.

»Jeg tjente 6.000 pund, før jeg stod op i morges,« siger han. Det er løftet, se mig, følg mig, så kan alt dette blive dit.