I 1905 har Franz Lehárs operette Die lustige Witwe urpremiere i Wien 28. december. I samme julemåned har Richard Strauss’ opera Salome urpremiere 9. december i Dresden. 40 år efter ligger den ene by i ruiner, den anden er så godt som udslettet. Skyldes det nu, at en 16-årig næsten subsistensløs fyr sneg sig ind til Den glade enke og i sine senere velmagtsdage og sluttelige kollaps ikke kunne få Lehárs toner ud af hovedet, men plagede sine omgivelser med at spille de elskede melodier om og om igen? Vi troede ellers, det var Wagners musik, som Adolf Hitler hengav sig til, for ham var det, der tumlede ud af Theater an der Wien dengang og fik noget at nynne på. Eller har det været selve vrøvlehistorien om en nybagt enke fra Balkan, der redder sit lands finanser ved at lade sin arv tilflyde en gammel elsker, der er diplomat i det dekadente Paris, hvor de nydelsessyge mødes og næppe skænker det fjerne Pontevedro mange tanker? Vi forstår, det er Montenegro, der er tale om, og området forekommer harmløst, her kun ni år før skuddene i Sarajevo.

Hvordan Hanna Glawari blev til den lystige enke på dansk, kan man godt grunde over. I England er hun the merry Widow og altså lige så lystig som på tysk. For alvor glad er hun næppe, for mændene er vulgært påtrængende, og hendes gamle flamme grev Danilo synes godt degenereret til kun at jagte korpiger.