Anmeldelse: Kammerat Napoleon. På Odense Teater reduceres den totalitarismekritiske og aktuelle Kammerat Napoleon til dilettantisk drilleri.
Perler for svin
På Odense Teater kan man for tiden opleve en klassikerfortolkning, ingen har bedt om. I en grufuldt mislykket version af George Orwells Kammerat Napoleon (en. Animal Farm, 1945) bliver den berømte dyrefabel således gudhjælpemig taget så bogstaveligt, at dramaet på Grevegården reduceres til en kritik af landbruget sat i et bondegårdsland med halmballer og indhegninger, der minder om noget, Djurs Sommerland ville have afvist på idéstadiet.
Indledningsvis beretter fugleskræmslet (Benjamin Kitter), som er forestillingens korsophængte fortæller, hvor mange svin der bliver slået ihjel på landets slagterier i det korte tidsrum, vi sidder her i teatret. Vi må forstå, at det er derfor, grisene – anført af trojkaen Napoleon (Natalí Vallespir), Squealer (Kristoffer Helmuth) og Snowball (Louise Davidsen) – smider mr. Jones på porten og skaber deres eget dyrerige, der blandt andet tæller den sukkerglade hoppe Clover (Bolette Nørregaard Bang) og dennes far, den stolte og arbejdsomme hingst Boxer (Lars Simonsen).
Del: