Man er godt vænnet til at møde gespenster i Bådteatret, og sker det som nu i en musikalsk ramme, dirrer benene, når man går fra borde, endskønt båden ligger bomstille. Rolf Heim har iscenesat 13 mellemkrigsdigte af Bertolt Brecht, som Hanns Eisler har komponeret musik til. Vi kommer ind i en boligbloksscenografi, skabt af Jonathan Hjorth, der klart maner den storby frem, som vi er blevet forkælet med i tv-serien Babylon Berlin.

Hverken bag de oplyste eller de mørke vinduer kunne vi drømme om at bo, og vor sunde sans har ikke svigtet os, for når husblokkene glider til side, er der plads, så aldeles afskyelige misfostre kan træde frem og halsstarrigt boltre sig i svinske sansers vold. Men det er døde figurer, ført af de virtuose dukkeførere Yulia Lystbæk og Astrid Kjær Jensen, mens mezzosopranen Helene Gjerris lyslevende står knejsende i dette inferno og synger de satiriske sange. Allerførst Brechts digt om den japanske maske, der forestiller vreden – og hvor det undrer, hvad det dog kræver af ansigtsmuskler »böse zu sein«!