Overgangstid

Aften efter aften går Jacque Lauritsen alene på scenen på Teater Får302 i en fem kvarter lang monolog, i et portræt af en mand, der er ved at gå i opløsning, efterhånden som den moderne virkelighed finder sin vej ind gennem sprækkerne i den klassiske og traditionsrige, men også noget slidte Restaurant Europa. Det er et stykke, der handler om overgangstider. Det er lettere humoristisk, men det er først og fremmest rørende og nærværende.

Han spiller tjeneren, der kæmper for sit indre gennem det ydre. Hans eksistensberettigelse afhænger af hans funktion som opvarter, iagttager, at han kan gå sine runder med krummekniven og skænke hvid bourgogne. Med andre ord af gæsternes forudsigelige bestillinger og opførsel. Det er sådan, vi følger ham, i hans beskrivelser af stedet og menneskene, der færdes der. Han kalder sig selv et »nervefjæs«, et ansigt, der viser spor efter en stor og gammel smerte, men han holder sine følelser, beskrivelser og analyser ud i strakt arm. Hans refleksioner over transport, kaffe, kvinder, teknologi er alt sammen noget, han hugger fra sin ven Edgar. Jeg mener tit det samme som Edgar, siger han. Det er i det tilbagetrukne, rutineprægede liv, han finder fodfæste, hvor han omgives af velhavere og kunstnertyper, der respekterer den gamle europæiske kultur og historie. Han er, hvad han ser, og hvad han hører. Men nu er omgivelserne ved at ændre form.