Jeg er et rodehoved. En sjuskedorte. Jeg kan ikke holde op med at smide mit tøj på gulvet. Jeg troede, at det hed rodekuverter, ikke rudekuverter, fordi man lod dem ligge og flyde. Jeg kan ikke smide vigtige papirer ud, men jeg ved heller ikke, hvor jeg skal gøre af dem. Det strider mod min æstetiske sans at bringe ringbind ind i mit hjem. Hvis jeg vælter noget, rydder jeg det kun op, hvis der er andre i nærheden (jeg forsøger at opretholde et skin af civilisation, respektere andres ordenssans, selvom jeg ikke selv har en).

Når noget roder, hvis et billede falder ned fra væggen, føler noget inde i mig, at tingene vender tilbage til deres retmæssige tilstand, som det er et Sisyfos-mas at dæmme op for. At kæmpe mod rod er at kæmpe mod overmagten, naturtilstanden, og – nu bliver det meget alvorligt meget hurtigt – døden. For rod er kaos, overgivelse, kompost, at adlyde tyngdekraften, lade ting falde. Orden er kultur, at holde sig oprejst og organisere objekter efter usynlige kvadrater.