Vi lever i en tid, hvor komediegenren har svære kår. For 15 år siden vidste vi ikke, hvor godt vi havde det, når vi sad og så Veep, 30 Rock, The Office, Eastbound and Down eller Parks and Recreation. Pludselig er det i hvert fald, som om ingen længere mestrer den udsøgte kunst at få os til at grine, og skal man pege på en enkelt årsag, bør man kigge på de nye distributionsformer.

Før i tiden fik en ny komedieserie altid en hel sæson på rundt regnet 22 afsnit til at slå den helt rigtige tone an, men i vor tids streamingvirkelighed favoriseres dramatisk og forløbende historiefortælling, sæsonerne er kortere, og investorernes tålmodighed ikkeeksisterende. Det er den kulturpessimistiske udlægning. Men der findes også en anden, mere positiv, omend mere spekulativ en af slagsen, nemlig at mange af de dygtige komediefolk snarere er migreret til dramaseriens domæne og her har skabt nye, mere tidssvarende genreblandingsprodukter. Her kan man nævne Bill Haders Barry, Donald Glovers Atlanta og selvfølgelig Jesse Armstrong, der blev berømt for de britiske komedier The Thick of It og Peep Show, men endte med at lave det seneste årtis vigtigste dramaserie med Succession.