El Gasico. Årets Champions League-finale mellem Chelsea og Manchester City understreger magtfordelingen og den storpolitiske indblanding i europæisk fodbold.
Olien i græsset
Der er noget passende over lørdagens Champions League-finale på Estádio do Dragão i Porto. Opgøret, der lukker klubsæsonen før EM, står mellem Chelsea og Manchester City, to klubber, der er indbegrebet af europæisk fodbolds transformation i det tredje årtusinde. På den ene banehalvdel Chelsea, der indledte ballet med Roman Abramovitjs opkøb af klubben i 2003. På den anden Manchester City, der siden 2008 har været ledet af sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan fra Abu Dhabi, det største af de syv Forenede Arabiske Emirater. Begge klubber spejler deres herrer.
Det moderne Chelsea er skabt i Roman Arkadevitj Abramovitjs (årgang 1966) billede. Den forældreløse knægt fra Sibirien, som allerede besad et skruppelløst forretningstalent i Sovjetuionens sidste tid og i hæren tjente på at sælge stjålen benzin til sine overordnede. Senere forhandlede han badeænder fra en lejlighed i Moskva og brugte pengegaverne fra sit første bryllup til at investere i illegale parfumer. Han solgte legetøj og bildele og gjorde sig i svin og sikkerhed, men det var med Sovjetunionens sammenbrud i 1991, at Abramovitjs indflydelse tog fart.
Del:
