Nyt om den danske sangskat

DRs nye lørdagssatsning Min sang til Danmark fylder mig med, hvad jeg bedst kan beskrive som en Jeopardy-undren. Hvis dette program er svaret, hvad var så spørgsmålet?

»Vi kender dem alle sammen,« fortæller Phillip Faber, imens han ser på en roligan iført rød plastikbrille og klaphat, der synger med på »Der er et yndigt land«. Billedet vises som en slags film på overfladen af det store vandbassin ude foran DR Byen. »Sangene, der samler os på tværs af vores land, og som fortæller historien om Danmark og danskerne,« fortsætter han, imens han går ind ad en svingdør, og det er tydeligvis meningen, at vi – de danske seere – skal føle os hjemme. I samme nu bliver en dråbe unheimlichkeit imidlertid iblandet, da man fra den løsslupne grafiske afdeling lader gulvet åbne sig som et skummende hav under Fabers fødder. Men han går blot videre, og nu ser vi pludselig rådhusuret, en ensom svane, et bøgetræ og en lys nattehimmel tone frem på væggen over ham til lyden af paukespil, som udgjorde de tilsammen et våbenskjold, og i introens sidste store scene går Faber op ad trappen i DR Byen, imens hans fødder på spøgelseshusagtig vis indhylles i en drivende tåge og 15 løsthængende ansigter – en række danske musikere, heriblandt Steffen Brandt og Sanne Salomonsen – blinker ned til ham fra DR Byens indre himmel. Det er disse 15 musikere, fortæller Faber – og det lyder jo som et forholdsvis stramt koncept – vi skal følge i deres togt rundt i landet, og i sidste ende skal det hele pege frem imod femten »nye og anderledes« danmarkssange.