Når nedenom er hjem

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling, Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem her.

»Det er Australiens hovedstad for massemordere.« Team Skys psykiater Steve Peters havde ofte en anderledes vinkel på mange ting, og i 2010 havde han gravet en statistik frem om den by, der husede løbet, som holdet skulle have sin debut i: Adelaide i Sydaustralien og Tour Down Under. Han var et interessant bekendtskab. Han havde også en teori om, at de ansatte skulle betragte sig selv som glade myrer, der skulle sætte deres egen personlighed i baggrunden og marchere i takt for holdets mål. Man kunne sågar blive kåret som årets »glade myre«. Selv var jeg ikke ansat længe nok til at komme i betragtning. Men hvorom alting er, fandt jeg noget helt andet i Australien, nemlig den oprindelige, brusende og i grunden helt simple glæde ved at opleve et løb, som man måske kun kan få, når professionel cykelsport på øverste niveau er et nyt bekendtskab og bliver kørt lige for øjnene af dig. Sådan var det at mærke publikums begejstring, da jeg var til Tour Down Under for første gang for 15 år siden med Team Sky.

Ligesom i mange andre sammenhænge har holdninger om emner i cykelsporten det med at handle mere om selvforståelsen hos dem, der har dem, end om det, der er til diskussion. De fleste, der følger med i sporten, kender rangeringen af de forskellige løb. Således forstår man, at Tour de France er vigtigere end Giro d’Italia og Vuelta a Espana, og at de fem Monumenter er de største endagsløb, hvis lange historie er sakral for landevejssportens identitet. Man kan ikke købe, lefle eller diktere sig til historisk betydning. Nok er der gået inflation i klassikerbegrebet, og nok kører mange af de store ryttere gladeligt i ring til aftalt spil for gode penge ved showløb, men alle ved godt, hvilke pokaler der er værd at have stående på karrierens kaminhylde.

Om det så er Paris-Roubaix, Flandern Rundt, Milano-Sanremo, Liège-Bastogne-Liège eller ligefrem Lombardiet Rundt, der er det allerstørste, kan være et temperaments- eller nationalitetsspørgsmål blandt fans. For rytterne handler det om, hvilke løb de er besat af at vinde, inden karrierens bedste år er ovre. Det er derfor, det er ujævne nordfranske brosten, der rinder i det timeglas, Mads Pedersen har stående ud for de tilbageværende år som topatlet.

På afstand har mange op gennem årene rynket rutinemæssigt på næsen ad årets første store internationale løb, Tour Down Under, og den afstand er fra cykelsportens europæiske forankring så stor, at det har givet god nok mening. Tidsforskellen, løbets tidlige karakter som en blanding af internt australsk mesterskab og vel meget festivitas under og efter hos de tilrejsende ryttere har flugtet fint med bagatelliseringen. Men internationaliseringen af cykelsporten har overhalet den holdning indenom. Både fordi Australien er blevet en cykelnation på et helt andet niveau med både VM, Tour de France, Giro d’Italia -og klassikervindere, og fordi landet har et hold, der i nu snart 15 år har konkurreret på topniveau. Mange af de ting var ikke sket, hvis Tour Down Under ikke havde sat fart i udviklingen af rytterne, begejstringen blandt publikum og investeringen blandt de australske sponsorer. Det sidste kan jeg tillade mig at hævde, fordi jeg selv har siddet med ved møderne, hvor de aftaler er blevet lukket. Uden at generalisere over en folkesjæl har jeg altid haft følelsen af, at australiere har det fint med at blive undervurderet og glemt. Det giver dem tid til at forberede sig i fred på at slå dem, der har tvivlet på deres niveau. Mange af de største australske sejre i cykelsporten kan spores tilbage til den måde at tænke på.

Selv efter Tour Down Under er blevet en del af UCIs WorldTour og dermed i sig selv er vigtigt for flere af holdene at gøre det godt i, ligger det stadigvæk mange meget på sinde at slå fast, at alle løb, der bliver kørt inden åbningsweekenden i Belgien i begyndelsen af marts, i udgangspunktet er spild af tid. De er faktisk så ligegyldige, at det nærmest ikke kan nævnes ofte nok og gerne på flest mulige platforme. Ligesindede kan på den måde bruge tid med hinanden på at diskutere netop, hvor ligegyldig og næsten direkte provokerende eksistensen af de ligegyldige løb er. Det handler selvfølgelig om at markere forskellen mellem det gamle og det nye, det klassiske og det tilkomne. Faktuelt set kan man ikke diskutere, at de løb, der har defineret sporten, er det bestående og grundlaget for dets historieskrivning, og at rytterne er den fortløbende og nyskabende besjæling af deres relevans.

Jeg har aldrig selv skelet ret meget til UCI-point og verdensranglister, for det hidser mig mindre op end at tælle sten på stranden, men for mange af holdene er det dødsensalvorligt. Efter man har indført reglen om, at det kun er de 18 mest pointscorende hold, der får lov til at blive i det fine selskab, der giver adgang til alle de største løb, er point til ranglisterne gået fra at være fortjenstmedaljer til at stige som bitcoin i gangbar valuta. En samlet sejr i Tour Down Under er mere værd end den i Baskerlandet Rundt, en sjetteplads i Tour de France eller den prikkede og den grønne trøje tilsammen, og etapesejren, som Sam Welsford vandt dernede i nat dansk tid, giver de samme 60 point, der er på højkant til en etapesejr i Paris-Nice om et par måneder.

Man kan sagtens insistere på, at der er et korrekt syn på cykelsportens sande ophav og kalenderdefinitioner, og at det så samtidig kalder på mørke trappistøl, fedtede pommes frites og synet af snavsede rytteransigter på tv-skærme. Det er, må man forstå, den rigtigste og mest ægte måde at starte sæsonen på. Fred være med det. Selv har jeg for længst fået afmonteret den for mig at se lidt påtagede neonostalgi ved rent faktisk at være til åbningsweekenden i Belgien og ved gang på gang at se cykelløbene på tv og undre mig over, hvorfor de oftest bliver talt op til noget underholdningsmæssigt, de ret sjældent er. En farlig påstand i nogle af sportens mere insisterende kredse, hvor det gælder ved lov, at året begynder netop der, selvom det for så vidt lige så godt kunne være ved sæsonåbningen i Italien i Laigueglia nogle uger inden. Men der er måske noget med den lange vinterpause og længslen efter foråret og dets store klassikere, der gør en decimeret og halvkedelig miniatureudgave af dem til noget helt specielt.

Oplevet og opfattet er et umage par, og det gælder også for sportsbegivenheder. Vi har alle vores præferencer. »Don’t hate the player, hate the game,« siger man på engelsk, og jeg har i udgangspunktet slet ingen grund til nogen af delene, når det kommer til den kendsgerning, at sæsonen endelig er i gang. Og mens det står på, er det jo bare cykelløb for rytterne. Men det »bare« skal ikke forstås reduktivt eller begrænsende, for der er altid noget på spil, og det er de færreste europæiske ryttere, der træner sig op i nærheden af topformen hen over vinteren for at rejse om på den anden side af Jorden for at trille en tur i et WorldTour-løb, for de ville blive blæst bagud af feltet, hvis de ikke var klar. For det næste danske århundredes-talent, den blot 18-årige tidligere flerfoldige juniorverdensmester Albert Withen Philipsen, er det ligefrem en debut som professionel for Lidl-Trek-holdet. For en anden dansker, 25-årige Julius Johansen, er det debuten for Tadej Pogacars UAE-hold efter den overraskende kontraktannoncering sidste år.

Ingen af delene kan på nogen måde siges at være ligegyldig for nogen af dem, selvom de kommer fra et hjem langt væk fra nedenom og ganske syd for ækvator.