Frihedens sidste sug

Philo, Californien. Duften rammer samtidig med musikken. »Velkommen, vi har sådan glædet os til at møde dig,« siger manden ved lågen og lukker mig ind. En overvældende hilsen, eftersom jeg ikke har meldt min ankomst. Jeg har blot parkeret bilen i grøftekanten og er travet op til en samling lyse, velholdte bygninger i den arkitektur, man herovre kalder Mediterranean. Det er markedsdag for de lokale cannabisfarmere, og på en lille platform under en markise spiller et tomandsband en opstemt form for hippiecountry, mens den helt særegne og let genkendelige dunst af pot er så insisterende, at det går op for mig, at jeg må rense mit overtøj, før jeg skal gennem tolden derhjemme.

Jeg er en af de sidste gæster denne lørdag eftermiddag, og der er flere mennesker bag boderne end foran. Den gamle formaning om ikke at get high on your own supply bliver ikke praktiseret her i det, man kunne kalde den lokale handelsstandsforening for grønne tommelfingre. Røde øjne, brede smil, solskin fra en sprød blå himmel. Vidste man ikke bedre, kunne man tro, at de fastboende i dette ukendte hjørne af delstaten har det pænt fedt.