Spurgt. »Jeg synes ikke, man skal tro på noget, der ikke er belæg for,« siger Jonah Ohayv, der bruger alle døgnets timer på en ny dansk korncirkel, som ifølge ham er lavet af en højere intelligens.
Mysteriet i marken
Sagen kort: En sjælden korncirkel blev for en måned siden opdaget i en høstklar mark nær Nyrup i Odsherred. Fotos viser flere indbyrdes forbundne perfekt runde cirkler med geometriske og symmetriske mønstre. Korncirkeleksperten Jonah Ohayv, der bor i Danmark, udtalte til den lokale presse, at det er den første korncirkel på dansk jord i 14 år. Han står bag en hjemmeside om korncirkler og er overbevist om, at de fleste af de tilsyneladende uforklarlige og mystiske cirkler, er lavet af mennesker. Men ikke alle.
– Jonah Ohayv, du har udtalt til pressen, at korncirklen ved Nyrup ikke er menneskeskabt. Hvorfor er du så sikker på det?


