Anmeldelse. I anden del af Furie-trilogien på Husets Teater er myten om Elektra blevet til et mildt rablende og maksimalt æstetiseret kammerspil mellem en angrende mor og en hævntørstig datter.
Modermord
Det sker, at en enkelt replik kan opsummere et helt stykke. I Elektra, der for tiden kan opleves på Husets Teater, vil jeg vove den påstand, at Klytaimnestra opsummerer denne opsætning, når hun i skikkelse af Lotte Andersen siger til sin datter Elektra (spillet af Asta August): »At hade sin mor er at hade sig selv.«
Denne Elektra handler først og fremmest om en datter, der hader sin mor. At man har zoomet ind på mor-datter-relationen i den græske myte om Elektra giver god mening, men giver ikke sig selv. I de antikke forlæg til stykket – både Euripides og Sofokles skrev stykker hen over Elektra-myten – er persongalleriet større og fyldt med mænd. Det er for eksempel Orestes, Elektras bror, der ender med at slå moderen, Klytaimnestra, ihjel som hævn for, at hun har myrdet deres far, Agamemnon.
Del:
