Mellem samvittighed og selvmedlidenhed

Forleden formiddag fik jeg besøg af to personer fra et forskningsprojekt på Hvidovre Sygehus. De var klædt i fuld beskyttelsesdragt og bad mig synge »Vågner i natten«, så højt jeg kunne. Jeg stod der midt i stuen og sang for fuld udblæsning ind i et apparat, der vistnok skulle måle mit smittetryk.

I begyndelsen føltes det sært, men da den første fnisen var overstået, nød jeg faktisk seancen. Det var det sjoveste – og eneste – der var hændt mig i den forgangne uge. De to værnemiddelklædte gjorde alt, de kunne, for at få mig til at føle mig tilpas i situationen: De tilbød selv at synge med og gav mig endda lov til at have Spotify med originalen kørende i baggrunden. Det havde de nu ikke behøvet, for som minutterne gik, føltes det helt naturligt at stå der og skråle. Til trods for min hæse covidstemme, høje feber og lettere besværede vejrtrækning gjorde jeg mig faktisk ret umage.