Møllers have. Varmen kommer, men indledningsvis må man håbe på, at de gamles ord om, at »majs kulde gør laderne fulde«, holder stik.
Majhaven
Maj har med rette ry for at være om ikke den skønneste, så i hvert fald en af årets allerdejligste måneder. De lyse timer har for længst vundet over de mørke – og vinder stadig frem. Løvskove, pløjemarker og haver grønnes på rekordtid. Det spirer, bryder frem, udfolder sig og blomstrer allevegne.
Liljer stiger af jorden som gejsere. Akelejer, anemoner, valmuer, pæoner, rododendron og i højeste grad frugttræerne og -buskene og utallige andre blomstrer. Ikke kun den dyrkede, men i høj grad også den fine vilde flora udfolder sig i haven; på plænen eksempelvis himmelblå plæneærenpris, gule fredløs, fladstjerner og ikke mindst mælkebøtternes strålende sole, lige indtil dette solskin afløses af gråvejr af fygende faldskærmsfrø.
Del: