Luk øjnene og lyt

For et par år siden fik jeg tilsendt et klaverstykke, der først lød som Chopin og så en form for improviseret jazz. Det viste sig, at musikken var komponeret af nonnen Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou, som på det tidspunkt havde boet næsten 40 år i det etiopiske kloster i Jerusalem.

Emahoy Tsegué-Maryam blev født i Addis Abeba i 1923 og takket være sin far, der var både diplomat og borgmester, fik hun en verdensvendt uddannelse. Hun gik på kostskole i Schweiz og studerede musik på konservatoriet i Cairo, hvor hendes underviser var den polske violinist Alexander Kontorowicz, som hun i øvrigt også assisterede, da han nogle år senere blev leder af Haile Selassies imperiale orkester.

I 1948 afslog hun tilbuddet om en plads på Royal Academy of Music i London og blev i stedet barfodsnonne i et kloster uden for Addis Abeba. I 1984 flyttede hun til det etiopiske kloster i Jerusalem, og det var altså der, hun levede og komponerede sin musik frem til 26. marts i år, hvor hun døde i en alder af 99. Få uger senere udsendte det amerikanske label Mississippi Records albummet Jerusalem med ti hidtil ukendte sange optaget i 1970erne.

Alt sammen nævner jeg, fordi avisen denne uge bringer et essay, som jeg selv har skrevet, mens jeg lyttede til Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrous nye album. For nylig var jeg i Israel, og selvom Netanyahus reformforslag har sat gang i vældige moddemonstrationer, så stod det også klart for mig, at landets centrum-venstrefløj ikke har nogen fremtidsvision ud over de slidte paroler om tostatsløsningen, som ingen tror på kommer til at ske. I essayet fortæller jeg historien om, hvordan jeg selv blev en del af det Israel, der lukker øjnene for virkeligheden.

»Nogle måneder efter at min mand og jeg var flyttet til Danmark, gik vi en tur og endte i en biograf, hvor de viste den libanesiske film Costa Brava, Libanon fra 2021 af instruktøren Mounia Akl om en frisindet familie, der søger tilflugt fra Beiruts forurening og sociale uro i et hus i bjergene, de selv har bygget. Men idyllen ødelægges af en losseplads, som etableres lige ved siden af deres hjem, og med det følger stanken og problemerne. Dilemmaet, som familien konfronteres med, er, om de skal fortsætte selvisolationen trods stadig trangere kår, eller om de skal vende tilbage til samfundet og forsvare deres idealer med risiko for at blive knust. Når jeg selv blev så overvældet af reformforslaget, skyldes det ikke, at det var overraskende, men fortrængning gør én god til ikke at se. Reformforslaget var lossepladsen, der forstyrrede idyllen i bjerghytten, hvor mange fra Israels sekulære stamme har barrikaderet sig.«

En anden nonne dukker op i ugens avis, nemlig i Johannes Fogtmanns anmeldelse af tv-serien Mrs. Davis. Serien er skabt af Damon Lindelof, som slog igennem i 00erne med Lost, og drejer sig om Søster Simone, der tager kampen op imod en almægtig kunstig intelligens, som kan tale til folk igennem en øresnegl og har et svar på alle spørgsmål. I modsætning til alle andre, der synes at have taget den almægtige kunstige intelligens til sig, har Søster Simone nemlig nok i sin tro.

Og apropos kunstig intelligens, så har Lasse Winther Jensen undersøgt, hvordan musikbranchen udfordres af al den nye teknologi. Hans tekst starter sådan her:

»År 2000 står i dag som en skillelinje i musikhistorien. Det var året, hvor cd-salget toppede med en samlet omsætning på 13,2 milliarder dollar. Aldrig havde musikbranchen skovlet så mange penge ind. Det var imidlertid også året, hvor fildelingstjenesten Napster blev allemandseje blandt en hel ungdomsgeneration. Pludselig kunne al verdens musik downloades gratis – omend ulovligt – med en internetforbindelse og simpel software.«

Et par uger før jeg flyttede fra Jerusalem sidste år, forsøgte jeg at få et interview med Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrou. Det lykkedes næsten, men så blev hun forkølet. I mit oplæg til hende skrev jeg, at jeg gerne ville takke hende for hendes bidrag til musikhistorien og stille hende et enkelt spørgsmål om livet. Hvad det spørgsmål var, kan jeg desværre ikke huske længere.

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Synne Rifbjerg, der skyder forsommeren i gang med en anbefaling fra den virkelige verden, nemlig dansefestivalen København Danser.

Gaga er et dansevokabular opfundet af koreografen Ohad Naharin, som selv er elev af legendariske Martha Graham, en af det 20. århundredes vigtigste amerikanske dansere og koreografer. Naharin var i næsten 30 år leder af Batsheva Dance Company i Tel Aviv, i dag er han aktiv i den yngre gren af Batsheva Dance Company, The Batsheva Ensemble. De gæster København i forbindelse med festivalen København Danser med Naharins Decadance#22. Han siger selv om stykket: »Decadance er stedet, hvor vi fejrer vores repertoire, en legeplads, hvor vi lægger til eller trækker fra. Det giver os mulighed for at anskue vores værker fra nye synsvinkler. Først og fremmest elsker jeg, at Decadance giver danserne mulighed for at danse deres egen fortolkning af trin og bevægelser. Det giver sublime øjeblikke.« Der er truende udsolgt, men man kan altid tage chancen og møde op til et afbud. Og ellers kan man forlyste sig med nogle af de mange andre gode tilbud, som København Danser disker op med, for eksempel topdansere fra Pariseroperaen. I programmet lokker de med et »boblende gallaprogram«. Pina Bausch og John Neumeier er også på plakaten, så afsted, afsted let på tå.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.