Løftet om gudernes bolig

Med inspiration fra oldtidens stejlt skrånende friluftsteater i det græske Epidauros fik Richard Wagner bygget sit festspilhus i Bayreuth, hvor der ikke er sideloger og balkoner, men kun et demokratisk parterre, hvorfra alle har frit udsyn. I sit storværk Nibelungens Ring kalkerer Wagner de græske tetralogier, blot spejlvendt på den måde, at hvor Aischylos, Sofokles og Euripides lod tre tragedier lede op til et satyrspil, der rensede luften, kommer det rappe satyrspil Rhinguldet som appetitvækker før de tre helaftensdramaer, Valkyrien, Siegfried og Ragnarok. Af dem har Valkyrien stedse været fuldtræfferen og publikumsmagneten. Så kan man da også være sikker på, at når Det Kongelige Teater nu fik premiere på Valkyrien – uden at love en hel Ring i de kommende sæsoner – da vil der være et publikum, hvoraf mange på forhånd har erfaringer og meninger om, hvordan dette glansfulde og ubarmhjertige mesterværk skal fremføres. Musikken er ganske vist urokkelig, med valkyrieridtet som det sikreste hit i hele Wagners produktion, men hvad med de optiske krav?

Tre akter, der begynder i en skummel skovhytte, derpå fortsætter i en statelig gudebolig, skifter over til den uvejsomme skov igen, og med sidste akt blænder op for et barsk klippeterræn, hvor kun valkyrier kan finde fodfæste. Krigskvinder, der kårer de mænd på slagmarken, som har fortjent at komme med op i gudernes bolig. Lidt som løftet om et tusindtal jomfruer, som vi kender det fra en anden trosretning end den nordiske mytologi. Da vi kommer til dette berømte sted i operachefen John Fulljames’ iscenesættelse af Valkyrien, brister på makaber vis den store illusion om belønninger i det hinsides. Gamle wagnerianere får sig en vasker. Men musikken, ført til svulmende højder af dirigenten Thomas Søndergård og Det Kongelige Kapel, kontrasignerer på forjættende vis, at det ikke er værdige krigsofre, men hjernedøde kadavere, der slæber sig op mod porten til Valhal; der, hvor salige glæder skulle vente dem.