Overdraperet. Trods masker og afstandskrav imponerede haute couturens fingernemme brodøser, flou-specialister og skræddere, som gennem historiske håndværkserhverv fornyer modekunsten.
Livfuld skabertrang
Grundet covid var den parisiske haute couture-uge en blanding af sparsomt befolkede liveshows og digitale opvisninger, hvor man kunne hente modeskabernes drømmevisioner ned fra himmelskyen. I et vidunderligt isgråt vinterlys under Petit Palais' katedralagtige hvælvinger opdaterede Daniel Roseberry salig Elsa Schiaparellis progressive 1930er-visioner til det 21. århundrede. Præstesønnen fra Texas viste knivskarpt skræddersyet sort »sørgetøj«, gevaldigt oplivet af bombastiske udsmykninger. Pigernes torsoer var omgivet af gyldne Saturn-ringe eller dirrende guldpalmetræer, de bar spøjse guldtasker i form af skuffedarier med løvefødder og øjne, næse og mund. Bare små bryster tittede frem under stramme brynjer eller matgyldne hænder belagt med 24 karats guldplader. Omkring en snydeenkel, stropløs sort aftenkjole ringlede et »springvand« af guldlameller, velegnet til at opretholde den obligatoriske covidafstand. Der var en sortlødet gudinde med hoved og hænder indrammet af solstråler og en anden skønhed omgivet af guldflammer som en omvandrende bibelsk »brændende busk«. Nogle bar besynderlige ansigtssmykker såsom en gylden Pinocchio-næse eller altdominerende hatte formet som nonneagtige skyklapper, der tvinger blikket lige frem. Der var ålestramme, sorte bermudashorts med off hvide kanter til guldbroderede, hvide toreador-jakker med vildt struttende barme. Roseberry fandt ikke tiden egnet til brusende rober såsom det skudsikre megaskrud, han iførte Lady Gaga til præsident Joe Bidens indsættelsesceremoni. Præstesønnens »strengt disciplinerede« kollektion er måske snarere inspireret af hans barndoms episkopalske kirkefædre, hvis guldbroderede ceremonielle kapper lig al anden bevægende modekunst bidrager til at udtrykke det uartikulærbare.
Chanel går ikke i små sko, og apropos sko bar alle opvisningsmodellerne smarte totonede Mary Janes med minirem og behageligt høje 20er-hæle. Iført befriende lette og feminine sommerkostumer såsom en ternet tweeddragt, der åbner til sensuelt off white lingerie, flæsebluse og underskørt, traskede ungmøerne ubesværet hen ad sandbunden. Konceptkunstneren Xavier Veilhan havde skabt en ridebane som legeplads med geometiske former i loftet og kolossale tv-skærme, hvor en drømmesløret film af husets muse til hest blev vist rytmisk akkompagneret af Sébastian Tellier på selvopfundne instrumenter. Iført en sort Chanel-tweedjakke med pailletter kom mesterryttersken Charlotte Casiraghi, Grace Kellys smukke datterdatter, let galopperende ind gennem teltrummet på en prægtig brunskinnende ganger i samme farve som Monaco-arvingens hår. Virginie Viard viste sin hidtil bedste kollektion, siden hun overtog det kunstneriske styre af Coco Chanels arv efter Karl Lagerfeld. Eftersom Grand Palais er lukket for renovation, blev kostbarhederne afsløret i det midlertidige Grand Palais, som troner på Champ de Mars foran Eiffeltårnet, der for tiden lyser mørkeblåt med alle EU-stjernerne på grundet det franske EU-formandsskab. Inde i teltrummet matchede mørkeblå vægge en blå buksedragt med sideopskårne pludderbukser eller en strassbroderet dansesærk med spaghettistropper og barberede blå fjerkanter omkring det svævende chiffonskørt, som var kort foran og langt bagpå.
Del: