Sansebombardement

Den sagesløse tilskuer udsættes for et sandt sansebombardement på Det Kongelige Teaters Store Scene med opsætningen af Enda Walsh og David Bowies hårdtslående og kalejdoskopiske musical Lazarus, der af sidstnævnte betegnedes som en »feberdrøm«. Og stykket ejer, både hvad angår handling og scenografi, noget af drømmens på en og samme gang illusoriske og dog i tilstanden så virkelighedstro effekt. Det er derfor også muligt at opleve stykket som en række enkeltstående tableauer eller individuelle fortolkninger af de i alt 18 sange, der udgør forestillingens kerne, hvis beskueren finder handlingen for obskur. Men det er værd at hænge på, for det er en gribende historie, der gestaltes.

Iscenesætteren Heinrich Christensen giver den på alle tangenter, og der er simpelthen ikke et kedeligt sekund undervejs. Læg dertil Christian Albrechtsens ekspressionistiske og farverige kostumer og ikke mindre effektive scenografi, som virkelig kommer til sin ret i Mathias Herslands overlegent legende lysdesign, og De er garanteret underholdning på højt niveau, ja, måske det ligefrem er kunst. Men nok snarere begge dele, fuldstændig som David Bowies musik og sange, der udgør stykkets rygrad og i sidste ende nok også dets raison d’être.