Livet i himlen og under vandet

Solen brød frem gennem skydækket over Ry Kirke, idet præsten rettede sit blik mod den hvide kiste. Deri lå hun, min farmor. Oplyst af det sært klare lys, der opstår efter en rum tid med uafbrudt regn.

Min far har dårlig ryg, hvorfor han havde spurgt, om jeg ville bære det af kistens håndtag, han skulle have båret. Og til trods for at jeg også hjalp med at bære min morfars kiste ud af den selvsamme kirke for en håndfuld år siden, havde jeg glemt, hvor ufattelig tung en sådan byrde er. For selvom der intet liv er tilbage i kisten, er det på en eller anden måde den sidste rest af netop dét, der bliver kørt væk i rustvognen. Eller som præsten sagde: Når nogen dør, føler vi i sorgen, at en del af os selv forsvinder, fordi den bortgåede person havde et helt unikt kendskab til os. Som ingen andre har eller nogensinde vil få.