Det er på mange måder en skøn og forfriskende bog, kunsthistorikeren Hanne Abildgaard har skrevet om maleren og livstykket Kirsten Kjær (1893-1985), der er en af de få bohemer i dansk kunst, som overlevede at bo i årevis over københavnerværtshuset Skindbuksen og endte med at kunne se sit eget museum åbnet i barndomsegnen i Thy i sin levetid. Bogen hedder Menneskemaler, for sådan kaldte hun sig, efter at hun havde lavet sit første talentfulde portræt og bare fortsatte ud ad autodidaktens uforudsigelige spor.

Kjær var 32 år, da hun debuterede som maler, men inden havde hun et helt menneskeliv bag sig med opbrud fra hjemegnen, diverse job, handelsuddannelse, rejser, giftermål med maleren Frode Nielsen og indlæggelse, hvorunder hun gennemlevede en svær psykose. Maleriet blev altså en slags vendepunkt og ståsted for hende – noget, hun kunne tage med sig rundt i verden. Hun jagtede sine ofte eksotiske modeller både i Californien, hvor hun slog sig ned og malede Kineser og Negermadonna, og senere i livet under så forskellige himmelstrøg som Liberia og Lapland.