Lang nats rejse mod dag

Med jævne mellemrum vågner jeg ved lyden af, at min chef og to ældre kolleger taler eleveret i mit soveværelse. Det er foruroligende. Uanset hvor stor pris jeg sætter på dem, så hører de ikke til i ægtesengen, men man kan vænne sig til meget efter snart 14 års ægteskab. Og på en måde er det jo en faglig sejr: Weekendavisens podcasts kan bruges til mange ting, åbenbart også til søvnterapi.

Årsagen er simpel: Min kone er talentløs til at sove, og blandt hendes mange natlige strategier for at finde ro findes altså en times lytning af Avistid fra klokken 2 til 3.

»Dansk politik er interessant, men jo ikke rigtig vigtigt. Så det er dejlig søvndyssende. Og så har de gode stemmer alle tre,« lød forklaringen, dengang jeg stadig undrede mig.

Og der var god grund til at undre sig. Min egen hjerne har en tænd- og sluk-knap, og jeg har aldrig rigtig forstået begrebet søvnløse nætter. Min REM-søvn indtræder præcis midtvejs i bevægelsen fra siddende til liggende, dvs. fire sekunder før mit hoved rammer puden. Måske var det derfor, jeg var længe om at opdage, hvor galt det var fat med min smukkere halvdel. Jeg sov fra hendes natlige kriser, og de er kun blevet værre.

Dengang vi var unge og rastløse, og jeg cyklede ud til hendes kvistlejlighed med bobler i blodet, sov hun altid iført en dråbe parfume og med det korngyldne hår som en uglet halo om hovedpuden. I dag er remedierne blevet flere. Jeg har vænnet mig til ørepropperne og natbrillerne. Selv de uldne sutsko, der når til midt på skinnebenet og afhjælper det kronisk ringe blodomløb i hendes kolde fødder, kan jeg leve med. Perioden med lyserøde curlere var heldigvis kort, men da natbrillerne for nylig blev væk, og hun brugte en hue i stedet, begyndte jeg at føle mig gammel. Eneste trøst: at vi ikke var på telttur, hvor hun ynder at benytte en næsevarmer.

DET ER ALT SAMMEN nemt for mig at sige. Jeg kender intet til mareridt, besværlige indsovninger, krampagtige piruetter på boksmadrassen. Kun det daglige hovedspring ned i et svalende mørke uden form og farve. Jeg er tilmed høflig i søvne. Når jeg snorker og får en venlig henstilling i form af en albue i ribbenene, svarer jeg åbenbart »om forladelse« og vender mig om på siden.

Derfor manglede det også bare, at jeg tog det store slæb i forhold til børnenes søvn. Dengang den førstefødte skulle afvænnes med natlige amninger, gik jeg til opgaven som en kommandosoldat: »Jeg skal bruge en rød lyspære, en varmedunk, en bluetooth-højttaler og hans yndlingsbamse.« Missionen lykkedes, og siden har jeg gjort mig umage for at gelejde afkommet blidt ind i drømmeland.

Hver aften sidder jeg ved hovedgærdet og synger en aftensang for at stemme deres sind i den døsige lykke, og repertoiret er perfektioneret efter mange år:

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.

»Vil du sidde her, til jeg sover?« spørger den yngste jævnligt, og som regel er svaret ja. At se søvnen glatte en lille pande er en af hverdagens desserter, og lyden af åndedrættet, der skifter taktart, er musik for Dadman.

Lige lidt har det hjulpet. Vi brugte seks år på et ufrivilligt selvstudium i diagnosen nightterror, da Junior dagligt – eller rettere: natligt – vågnede med angstskrig og panisk løb rundt i lejligheden på flugt fra noget, vi andre ikke kunne se. Øjnene var åbne, munden løb med rablende tirader, men intet af det hang fast næste morgen.

Når dén etape var overstået, og de usynlige farer overvundet – særligt Kødhånden var en frygtindgydende modstander – kunne jeg igen besvime. Lige indtil hunden indledte et dybfølt skænderi med naboens vaskemaskine, eller overboen tog en af sine sessions med høj natlig Einstürzende Neubauten. Jeg er en komatøs gentleman blandt nattens galninge.

HELDIGVIS varer intet evigt. Pubertet er åbenbart den bedste kur mod nattens angstridt, så Junior har endelig fået sovehjerte, og Fruen er gået til sin søvn, som hun går til alt andet: metodisk, disciplineret og kompromisløst. En kompetent søvnpsykolog lærte hende at stå op om natten i stedet for at torturere sig selv under dynen. At læse en bog, høre den der søvndyssende politikpodcast eller lægge vasketøj sammen, indtil Søvntoget ankommer på perronen, og hun kan stige på igen. Så når jeg vågner om morgenen til synet af sorteret børnetøj eller strikketøj, mens to til tre familiemedlemmer har byttet plads, siden jeg så dem sidst, ved jeg, at det har været en af dén slags nætter.

Men at vinde søvnlotteriet er ikke gratis, og på ét punkt har natteroderne fat i den lange ende. For de drømmer. Lange, sfæriske drømme, og jeg lytter misundeligt til historierne ved morgenbordet om hemmelige døre i lejligheden, møder med glemte venner og døde slægtninge, flyveture og ridt på utrolige dyr.

For mig er der ikke engang pauseskærm; der er slukket. Sort i narkosesøvnen. De sjældne gange, hvor der vises film på mit natlige lærred, er de så gabende kedsommelige, at dk4 ikke engang ville svare, hvis man prøvede at pitche programideen. Så betaler jeg et girokort, så skifter jeg en vandlås, så er der udsolgt af bagepapir i Rema. Med det udvalg er det klart, at intet af det bliver lagret til senere brug.

Burde det bekymre mig? Hos Poul Henningsen betyder »den drømmeløse søvn« selveste døden, og hvor kontrolleret en knudemand skal man være for ikke engang at ville skeje ud i søvne? Er jeg en zenmester i komplet balance, helt uden behov for at sortere dagens indtryk, eller er det omvendt: at mine dybe drømme er så syge, at de straks bliver bortcensureret i den tidlige opvågnen?

Måske er det i virkeligheden mig, der burde gå til søvnpsykolog.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.