Søren Sveistrup er en lykkelig mand. Han er gift, har to drenge, år er passeret, 53 er det blevet til, og hen ad vejen har sorgen over det, som er hændt, fundet et tåleligt leje. Det er vigtigt at forstå, og Sveistrup gør det klart flere gange under vores møde, insisterende, ja, varslende ligefrem:

»Når jeg sagde lige før, at jeg i øjeblikket befinder mig i en fase, hvor jeg har mindre behov for at tale om det, jeg oplevede i min barndom og ungdom, så er det også for at advare dig: Jeg har ikke så meget på den konto lige nu, jeg skal af med.«